De konservatives nye leder, Søren Pape Poulsen, er kommet uheldigt fra start.

Sådan lyder vurderingen fra Jesper Termansen, der er politisk redaktør på Radio 24syv, i forbindelse med kritikken af Søren Pape Poulsen. Den nye K-leder har været i krydsilden i sagen  om ulovlige støttekroner til den lokale fodboldklub i Viborg, hvor Søren Pape Poulsen har siddet som borgmester.

 De konservative har taget alt for let på sagen, mener Jesper Termansen.

Læs også: Søren Pape i dobbeltrolle: Her er den afslørende dokumentation

- Det er en sag, som Det Konservative Folkeparti ikke har klaret godt nok fra starten. Det her er ikke en kommunalbestyrelse, det er Folketinget, og her bliver man altså bedømt på en anden målestok. Jeg husker nogle forklaringer om, at det her var en 'gammel sag'. Det er sagen uvedkommende. Hvis man vil være formand for Det Konservative Folkeparti, bør man tage sådan en sag, selvom den er et kvartal eller to gammel, siger Jesper Termansen og fortsætter:

- Han har tabt første omgang, men prøver at vinde det ind i dag (torsdag, red.).

Samtidig har opmærksomheden omkring Søren Papes omgang med støttekroner fået hele det store udspil om indbrudsparagraffen og 'tough on crime' temaet til stå i skyggen, mener Jesper Termansen med reference til K's nye udspil, der blev lanceret på partiets sommergruppemøde torsdag.

Læs også:  Nu undskylder Søren Pape: Jeg troede det var lovligt

- Hele det her sommergruppemøde druknede i Viborgsagen. Partiets politiske udspil har ikke fået tilnærmelsesvis den dækning, som det andet giver, siger Jesper Termansen.

Dog mener han stadig, at Søren Pape Poulsen kan nå at fastholde den gode stemning og få sagen bragt i glemmebogen, men det kræver, at der ikke kommer nye, belastende ting frem i lyset.

- Så kommer han ind i det her kviksand, som mange politikere kommer ind i, hvor usandheder forøger jagten, siger Jesper Termansen.