Når regeringens støtteparti, Enhedslisten, i onsdagens Berlingske melder ud, at man vil acceptere øget ulighed i en skattereform, skal det ikke nødvendigvis ses som en reel »kovending« i forhold til partiets princip om ikke at støtte op om aftaler, der øger uligheden i samfundet. Det siger Jesper Termansen, politisk redaktør på Radio24syv.

- Foreløbigt ligger partiet og samler stemmer op i stort tal fra utilfredse venstrefløjsvælgere, som ikke synes, de får den rene vare i den nuværende regering. Det, Frank Aaen siger i dag, er et forsøg på at placere sig i nogle forhandlinger ved at være fleksibel over for, hvordan de fortolker deres egne bestemmelser om, at det skal trække i den rigtige retning, siger han.

Fra Frank Aaen lyder det således, at partiet godt kan gå med til en ulighedsskabende skattereform, hvis det på den anden side betyder forbedrede forhold på dagpengeområdet.

- Forhandlingerne er ikke vendt mod Enhedslisten, men de vil gerne sikre, at de alligevel har en mulighed for at komme med, fordi de spiller ikke sig selv af brættet ved at sige, at det er alt eller intet, når de går ind i en skatteforhandling, siger Jesper Termansen.

Netop ændringer af dagpengereglerne, som Frank Aaen selv nævner, kunne godt være noget, både S og SF ville være interesseret i sammen med fagbevægelsen, men De Radikale vil sandsynligvis være imod, lyder det fra Jesper Termansen, der kalder det »en meget svær øvelse.«

- Jeg tror, det handler om, at Enhedslisten siger til både sine egne og til omverdenen, at de bestemt ikke er ultimative, og at de til det sidste prøver at presse regeringen til at lave noget fornuftigt. Og man kan da ikke udelukke, at det vil give endnu flere vælgere, som siger, at det i hvert fald ikke er Enhedslisten, som ikke vil noget, men det er regeringen, som ikke vil noget med Enhedslisten. Så jeg tror også, man kan forestille sig, at det vil gavne dem, siger Jesper Termansen.

Og han tror da heller ikke, at det vil blive aktuelt, at støttepartiet kommer med i forhandlinger om skattereformen, som regeringen sandsynligvis indgår med for eksempel Venstre. Men det kan komme til at bide regeringen i halen senere, lyder det.

- Regeringen har et problem senere på året, for hvis den laver en aftale med Venstre og andre borgerlige partier om en skattereform, så har Enhedslisten ikke noget, de kan vende tilbage til deres bagland med og sige, at de senere kan støtte for eksempel en finanslovaftale, fordi de dog har fået noget, der trak i den rigtige retning. Det er meget svært at se, hvad regeringen så kan tilbyde Enhedslisten, siger Jesper Termansen.