Efter sidste uges politiske drama og Eva Kjer Hansens afgang som minister begyndte spekulationerne: Hvem skulle overtage ministerposten? Det spørgsmål besvarede Lars Løkke Rasmussen mandag, da han præsenterede Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister.

Men det var ikke den eneste nye minister, Lars Løkke Rasmussen udnævnte mandag. Han afslørede også, at Ulla Tørnæs bliver ny uddannelses- og forskningsminister.

Om de valg siger Radio 24/7's politiske kommentator Jarl Cordua til BT:

»Jeg tror ikke, at der er mange sure miner i Venstre.«

For at overtage posten som miljø- og fødevareminister må Esben Lunde Larsen forlade sin post som uddannelses- og forskningsminister. Det er ifølge Jarl Cordua ikke nogen dum idé.

»Det er et kæmpe skulderklap til Esben Lunde Larsen, og ved at give ham et nyt område får Lars Løkke Rasmussen flyttet ham væk fra det område, hvor han har haft det lidt svært,« siger Jarl Cordua og henviser til den kritik, Esben Lunde Larsen har mødt igennem sin ministertid, herunder den såkaldte plagiatsag.

Jarl Cordua tilføjer derfor også, at det også er lidt satset at vælge Esben Lunde Larsen, fordi han tidligere har skabt problemer for sig selv, og fordi han er ung og uerfaren.

Uerfaren er derimod ikke et ord, man kan bruge om den nye uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, som Lars Løkke Rasmussen henter hjem fra Europa Parlamentet.

»Lars Løkke Rasmussen kender Ulla Tørnæs. Hun er loyal og erfaren og er tidligere undervisningsminister, så hun kender til området. Desuden hjælper Ulla Tørnæs på Lars Løkke Rasmussens problem med kønsfordelingen, som hidtil har været kritiseret for at være for skæv,« siger Jarl Cordua.

Ulla Tørnæs’ plads i Europaparlamentet bliver overtaget af Morten Løkkegaard, som tidligere har siddet i Europaparlamentet. Det betyder, at Jakob Engel-Schmidt får en plads i Folketinget.

»Jakob Engel-Schmidt er en mand, som mange i Venstre har store forventninger til, og Morten Løkkegaards hjerte har nok altid banket mest for EU,« siger Jarl Cordua og forklarer, at han derfor tror, at de fleste i Venstre er glade.

Siden Eva Kjer Hansen lørdag meddelte, at hun gik af som minister, har eksperterne talt om, hvem der skulle overtage posten. Blandt deres bud var blandt andre politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen og finansordfører Jacob Jensen, og selvom de ikke fik posten, tror Jarl Cordua, at de forstår statsministerens valg.

»Jeg tror, at de forstår, at der er brug for dem på det område, de hver især sidder på nu,« siger han og tilføjer, at han dog ikke vil udelukke, at der sidder nogen tilbage, som føler sig forbigåede.

»Der vil nok altid være nogen, der sætter næsen op efter en ministerpost og ikke får den. Men jeg tror, at de fleste i Venstre forstår Løkkes valg om at hente Ulla Tørnæs hjem, for hun har før bevist sit værd,« siger han.

Eva Kjer Hansen meddelte lørdag, at hun gik af som minister. Det gjorde hun efter et større drama i blå blok, som eskalerede, da De Konservative meldte ud, at partiet ikke længere havde tillid til Eva Kjer Hansen.

Mistilliden skyldes, at Eva Kjer Hansen blev beskyldt for at have givet forkerte omlysninger om de miljømæssige konsekvenser af den for nyligt vedtagne landbrugspakke.