SF-formand Annette Vilhelmsen undergraver sin troværdighed som minister og bringer regeringen i forlegenhed med sit skingre angreb på dansk erhvervsliv, siger Thomas Larsen.

- I en tid, hvor SRSF-regeringen har desperat brug for en alliance med dansk erhvervsliv om at skabe nye arbejdspladser, er det næsten bizart, at Annette Vilhelmsen i rollen som erhvervs- og vækstminister kaster sig ud i et angreb på danske virksomheder og er tæt på at beskylde erhvervslivet for at bedrive landsskadelig virksomhed. Det er et gigantisk selvmål, og det bliver meget tungt for statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomiminister Margrethe Vestager at skulle hente den bold ud af eget mål, siger Thomas Larsen.

Reaktionen fra Berlingskes politiske kommentator kommer efter, at Annette Vilhelmsen i et interview i Kjerteminde Avis har udtalt, at de borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering at få skabt fremdrift. I interviewet siger Annette Vilhelmsen, at dele af erhvervslivet aktivt modarbejder regeringens vækstpolitik og puster krisen ”kunstigt op”.

- Det er tæt på at være absurd, at landets erhvervsminister går ud i Kjerteminde Avis med et så voldsomt angreb på dansk erhvervsliv, som i disse år kæmper med konsekvenserne af et globalt økonomisk tilbageslag, og som arbejder stenhårdt på at bringe virksomhederne igennem i krisen. Jeg tror, at Vilhelmsen får svært ved at få genskabt sin troværdighed overfor dansk erhvervsliv efter disse udmeldinger, lyder kommentaren fra Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator peger samtidig på, at timingen i ministerens angreb er besynderlig.

- Det er åbenbart for enhver, at regeringsdeltagelsen har slidt voldsomt på S og SF, og at desperationen stiger i begge partier. Annette Vilhelmsen har uden tvivl følt et behov for at signalere, at hun er ægte rød og har sine socialistiske grundholdninger intakt. Men i virkelighedens verden er sagen, at regeringen har hårdt brug for et tæt samspil med erhvervslivet for at få sat gang i økonomien og få skabt nye job. På Annette Vilhelmsens eget område er man netop nu i gang med at finde ud af, hvordan man kan udbygge dansk erhvervslivs styrkepositioner – f.eks. indenfor skibsfart og transport, medicin- og medikoindustri og den grønne industri. I den situation er det ikke ret gennemtænkt at sende en krigserklæring til erhvervslivet. Det er meget, meget dumt, og det vil koste stemmer, siger Thomas Larsen.

Ifølge Thomas Larsen er danskerne netop på grund af krisen uhyre optaget af, at virksomhederne kan klare sig, og han mener derfor, at danskerne vil have meget svært ved at se fornuften i Annette Vilhelmsens angreb.

Han forstår godt, at Annette Vilhelmsen sent onsdag aften udsendte en pressemeddelelse, hvor hun beklagede og præciserede sine holdninger. Her fastslog hun, at der både i virksomhederne og hos forbrugerne er en stor opsparing, og at forudsætningerne burde være til stede i forhold til at forbruge, investere i nye arbejdspladser og sætte gang i hjulene. I pressemeddelelsen fastslår hun også, at regeringen har et godt samarbejde med erhvervslivet samt at Danmark råder over mange dygtige virksomheder. Ifølge Thomas Larsen er der tale om et rendyrket tilbagetog, som skyldes, at ministeren og hendes rådgivere har indset, at hun har begået en katastrofal fejl.

- Det er en helt igennem pinlig sag, og det gør selvfølgelig ikke situationen bedre, at Annette Vilhelmsen kort efter sin tiltræden som minister kastede sig ud i et angreb på Arla. Et angreb, som hun også blev nødt til at beklage. Når hun gentager så eklatante fejl, sår det tvivl om hendes professionalisme og driftsikkerhed som toppolitiker.