Rød blok har fremsat et mistillidsvotum til minister Eva Kjer Hansen. Folketingets afstemning finder efter planen sted i næste uge, og Eva Kjer Hansen udtaler, at hun vil respektere Folketingets beslutning, hvis et flertal stemmer for et mistillidsvotum.

»Jeg vil altid respektere de beslutninger, der bliver truffet i Folketinget,« siger Miljø- og fødevareministeren, ifølge Ritzau.

Men det er en tom formulering, mener den liberale, politiske kommentator Jarl Cordua. Hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til en minister, skal ministeren ifølge grundloven gå af. Eva Kjer Hansen har derfor ingen anden mulighed end at respektere afstemningen.

Alligevel er udmeldingen fra Miljø- og fødevareministeren ifølge Jarl Cordua interessant.

»Det vigtige er ikke, hvad Eva Kjer siger, for det er en selvfølge. Det vigtige er, hvad hun ikke siger. Med sin udmelding understreger hun, at hun ikke har tænkt sig at trække sig. Hun bliver siddende og kæmper for sit politiske liv,« siger Jarl Cordua til BT.

Hvis ministerens skæbne ender med at blive afgjort ved en afstemning om mistillid, kommer Eva Kjer Hansen til at skrive danmarkshistorie. Folketinget har aldrig tidligere været nødt til at stemme et mistillidsvotum igennem for at få en minister til at gå af.

Løkke

Ifølge Jarl Cordua er chancen for, at næste uges afstemning bliver afholdt, dog ikke ret stor.

»De borgerlige partier har en fælles interesse i, at det her ikke kører helt ud over kanten. Hvis det ender med et valg, tror jeg, at Lars Løkke Rasmussen er færdig,« siger Jarl Cordua og tilføjer, at en sådan situation også vil gå hårdt ud over Søren Pape og De Konservative.

Selvom Eva Kjer Hansen giver udtryk for, at hun ikke frivilligt gå af som minister, er der stadig et par muligheder, hvorpå afstemningen om mistillid kan undgås. For det første kan Lars Løkke Rasmussen vælge at fyre hende. Det har han dog tidligere udtryk, at han ikke vil gøre. Derudover kan afstemningen standses ved, at de borgerlige partier indgår en aftale, eller ved at Lars Løkke Rasmussen udskriver valg.

Jarl Cordua hælder til, at Eva Kjer Hansen enten trækker sig, eller at partierne når til enighed og indgår en aftale. Han vurderer, at et folketingsvalg i øjeblikket er meget lidt ønskværdig for de borgerlige partier.

»Rød blok står stærkt, hvis der bliver udskrevet valg nu. De kan nemt køre en kampagne, der hedder ’Mette Frederiksen eller kaos’ og påpege, at de borgerlige partier ikke har styr på noget,« siger Jarl Cordua.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook