Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i aften kl. 19.15 holder sin nytårstale, er der to temaer, der er vigtige. Det ene er statsministerens status på den økonomiske krise, den anden er, at hun skal fortælle om, hvad regeringens projekt egentlig går ud på.

Det mener Rasmus Jønsson, der er ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet.

- Det bliver spændende at se, om hun fortsætter med at tale krisen op. I de seneste år har hun brugt nytårstalen til at skitsere krisescenarier, sidste år var der lidt mere optimisme, så det bliver spændende at se, hvad grundtonen bliver. Om hun tør sige, nu går det godt, siger Rasmus Jønsson.

Han mener også, at Helle Thorning-Schmidt bør benytte lejligheden til at få fortalt danskerne, hvorfor regeringen laver så mange reformer.

- Det bliver også interessant at se, om hun kan få styrket den manglende fortælling, som regeringen åbenlyst har, i forbindelse med al den politik de laver. De spytter jo reformer ud og laver politik i en hastighed, så vælgerne næsten ikke kan følge med, men de glemmer at få sat en større fortælling på det. Der må vi se, om hun kan lave en sammenhængende fortælling om, hvad de har gang i. Hidtil har fortællingen været, at de laver reformer for pengekassens skyld og ikke for borgernes skyld. Så jeg forventer, at talen bliver meget konkret og meget borgernær, siger han og forklarer:

- Det skal være en tale, der viser en retning, og som fortæller, hvem de laver politik for. Der er et åbentlys behov for, at hun får fortalt, hvorfor hun har gjort, som hun har gjort.  For det er der mange, i hvert fald hvis man ser meningsmålingerne, der har svært ved at forstå. Der mangler en samlet fortælling. Mange af de ting, de har lavet, har været populære, hvis man ser på dem enkeltvis, men den samlede fortælling om regeringens arbejde, den er ikke så populær, siger Rasmus Jønsson.

Han mener desuden at statsministeren helt obligatorisk vil snakke om job, arbejdspladser, skole, uddannelse og den nære velfærd. Han forventer ikke, at der kommer nogle politiske nyheder i talen.