Forhandlingerne i blå blok fortsætter. Det fortalte Lars Løkke Rasmussen (V) efter halvanden times krisemøde, og Søren Pape (K) viser tegn på, at han er villig til at indgå et kompromis.

Det vurderer den liberale, politiske kommentator Jarl Cordua overfor BT.

For det første mener han ikke, at statsminister Lars Løkke Rasmussen overhovedet ville indkalde til en møderække, hvis ikke der var chance for at nå til enighed. Derudover hæftede Jarl Cordua sig desuden ved en lille - men vigtig - detalje.

Lars Løkke Rasmussen

Efter onsdagens møde brugte K-formanden Søren Pape ikke ordet ’mistillid’ - et ord som han tidligere har benyttet om minister Eva Kjer Hansen. I stedet udtalte Søren Pape, at ’intet er ændret i forhold til i går’, og at han ’ikke har ændret synspunkt’. Selvom meningen er den samme, og der kun er tale om en nuance i selve formuleringen, har det, ifølge Jarl Cordua, en væsentlig betydning.

»Forhandlingerne er endnu ikke afsluttet, så selvfølgelig er Søren Pape nødt til at holde fast i sit synspunkt. Men han er ikke så eksplicit som i går, og ved ikke at bruge ordet ’mistillid’ gør han det lettere for De Konservative at gå med til en aftale, som indebærer, at Eva Kjer Hansen bliver som minister,« siger han.

Desuden mener Jarl Cordua, at det sværeste skridt for Lars Løkke Rasmussen allerede er taget.

»Den sværeste del af en forhandling består i, at få de andre partier til at gå ind i forhandlingsrummet. Når først der er etableret en fælles vilje til at indgå et kompromis, er det kun et spørgsmål om tid og pris, før man har et kompromis,« siger han og tilføjer.

»Venstre kan tørre den værste sved af panden. Som det ser ud nu, tyder meget på, at vi ikke får et valg, og at sandsynligheden for, at Eva Kjer Hansen bliver som minister, er væsentlig større i dag, end den var i går.« siger han.

Derfor mener Jarl Cordua, at det var med god grund, at Lars Løkke Rasmussen virkede lettet og afslappet, da han kom ud fra dagens møde og fortalte, at de borgerlige partier har besluttet at fortsætte forhandlingerne i morgen. En beslutning, som ifølge Jarl Cordua, er taget for at skabe ro for partier.

»Lars Løkke Rasmussen har forsøgt at skrue ned for dramaet, sætte uret i stå og få journalisterne lidt på afstand, så partierne kan få tid til at forhandle og fokusere på den politiske proces. Stilheden har sænket sig, og dramaet er slut. For i dag. Torsdag  fortsætter forhandlingerne,« siger han.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook