Politisk fokus på flere konfliktråd
Politikerne vil have flere møder mellem gerningsmand og offer, så begge parter kan komme bedre ud af en voldssag.
Politikerne vil have flere møder mellem gerningsmand og offer, så begge parter kan komme bedre ud af en voldssag.
I Norge er de rigtig gode til at bruge de såkaldte »konfliktråd«, hvor gerningsmand og offer mødes. Og det skal vi også være bedre til i Danmark. Det mener et bredt udsnit af danske politikere ifølge Information.
- Vi har gode erfaringer med det, og derfor skal vi holde fast i det og udvikle det, siger SFs retsordfører, Anne Baastrup, og bliver bakket op af sin kollega i Socialdemokraterne, Ole Hækkerup.
- Det er værd at se på, om domstolene nu også er den bedste ramme for at hjælpe offeret videre, og jeg er meget åben for alternativer, siger han.
Dansk Folkeparti er med på, at konfliktråd kan være en god løsning, så længe det ikke er den eneste.
- Konfliktråd kan være godt for begge parter, men hvis man lader det træde i stedet for en straf, kan det lægge et pres over på offeret, som kan føle sig tvunget til at gøre det, og den del skal man passe på med, siger Dansk Folkepartis medlem af retsudvalget, Dennis Flydtkjær.
I 2011 blev 8.271 sager i det norske retssystem løst ved, at gerningsmand og offer mødtes i et konfliktråd sammen med en specialuddannet mægler. I Danmark blev ordningen kun benyttet 595 gange.
Og formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, ser ingen grund, at man ikke forsøger at følge det eksempel.
- Erfaringerne viser, at konfliktråd hjælper ofrene med at få bearbejdet de forfærdelige oplevelser, de har haft, og ofte vil det være en mere tilfredsstillende afslutning for offeret end den traditionelle straffesag, siger hun.