Regeringen og et flertal i Folketinget er klar til et opgør med det 22 år gamle forbehold for deltagelse i EUs forsvarssamarbejde.

Danskerne skal snart til stemmeurnerne for at stemme om retsforbeholdet, der forhindrer os i at deltage fuldt og helt i det europæiske politisamarbejde.

Men måske er der også en anden EU-afstemning om forsvarsforbeholdet på trapperne.

Ifølge dagbladet Information ønsker regeringen og et flertal af Folketingets partier en afstemning om forsvarsforbeholdet, der betyder, at Danmark ikke deltager i militært samarbejde i EU.

»Regeringen ønsker forsvarsforbeholdet ophævet. Det er også den seneste forsvarskommissions anbefaling, og den tilslutter vi os,« siger forsvarsminister Carl Holst (V) til Information.

Regeringen bakkes ifølge Information op af Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og SF.

»Vi lever i en mere og mere urolig verden, hvor det er vigtigt, at Danmark har mulighed for at deltage i internationale missioner sammen med vores allierede i EU,« siger Socialdemokraternes forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S) til Information.

De Konservatives forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K) er som udgangspunkt tilhænger af at afskaffe forsvarsforbeholdet, men det skal ikke hastes igennem.

»For det første skal retsforbeholdet til afstemning og fortjener en selvstændig debat, uden at vi samtidig skal diskutere forsvarsforbeholdet. For det andet er vores forsvar så hårdt spændt for, at vi ikke pt. går og leder efter mere samarbejde og flere missioner, det kan være med i,« siger Rasmus Jarlov i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Hvornår danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet er uvist. Ingen af de fem partier mener, at de to folkeafstemninger bør kobles sammen.

Danmark har siden 1993 haft et forbehold omkring EUs forsvarssamarbejde.