Politisk flertal mod sukkerafgiften
Et flertal blandt Folketingets skatteordførere erklærer sig som modstander af sukker- og fedtafgifterne. Det betyder dog ikke, at afgifterne tages af bordet.
Et flertal blandt Folketingets skatteordførere erklærer sig som modstander af sukker- og fedtafgifterne. Det betyder dog ikke, at afgifterne tages af bordet.
Afgifter på sukker og fedt er ikke populære blandt folketingspartiernes skatteordførere. En rundspørge foretaget af netmagasinet Foodculture.dk, der udgives af Landbrug & Fødevarer viser udbredt skepsis over for afgifterne.
Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er direkte imod, mens både de Radikale og SF erkender, at afgifterne er problematiske. Socialdemokraterne er også stadig åbne for en alternativ løsning, men på trods af modstand hos oppositionen og tvivl blandt regeringspartierne, kan afgifterne stadig blive vedtaget.
- Enhedslisten, Venstre og Konservative har været med i forhandlingerne om at finde en finansiering, der kan muliggøre afskaffelsen af de to udgifter, men der er stadig ikke enighed om, hvordan det skal gøres. Indtil der findes finansiering, så skal sukkerafgiften stadig indføres, og fedtafgiften forbliver, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, til Foodculture.dk.
For den radikale ordfører, Nadeem Farooq, er sundhedsspørgsmålet afgørende.
- Det giver ikke mening at indføre en sukkerafgift, hvis man ikke beviseligt har udsigt til at forbedre folkesundheden. Fedtafgiften har allerede vist sig svær at administrere for virksomheder og har sendt flere kunder til grænsehandlerne. Hvis vi skal acceptere en sukkerafgift, så kræver det en klog tilrettelæggelse, så afgiften ikke rammer skævt, siger Farooq, der understreger, at partiet er villige til at kigge på andre løsninger.
Det samme er SF.
- Selv om der bestemt findes argumenter for at regulere priserne på usunde fødevarer, så medgiver jeg, at der er problemer med de to afgifter, siger skatteordfører Jonas Dahl til Foodculture.dk.
Enhedslistens Frank Aaen mener, at afgifterne rammer de svageste forbrugere.
- Afgifterne vil formodentligt ramme socialt skævt, og der er ingen sammenhæng mellem det forventede sundhedsformål og indretningen af afgifterne, siger Frank Aaen.
Hos oppositionen er budskabet også klart. Mens Liberal Alliance altid har været imod afgifterne, er Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti klar til at undersøge mulighederne for at tilbagerulle fedtafgiften og bremse den udvidede afgift på sukker.
- Vi har jo ingen problemer med finansieringen, da vi har foreslået en nulvækst i det offentlige forbrug, hvilket uden problemer kunne dække både sukker- og fedtafgiften, men regeringen er ikke interesseret i at redde de arbejdspladser, siger de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, til Foodculture.dk.