Anti Doping Danmark skal fremover råde over advokater, efterforskere og detektiver, foreslår De Konservative. Flere partier bakker op.

I kampen mod doping skal antidopingmyndighederne have så mange ressourcer tildelt, at de kan efterforske synderne til bunds. Det mener De Konservatives idrætsordfører, Brian Mikkelsen (K), som vil bruge 25 millioner kroner fra tipsmidlerne til en styrket indsats, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti bakker forlaget op.

- Det er utrolig vigtigt at komme dopingspøgelset til livs, så det vil være oplagt at tage penge fra tipsmidlerne til Anti Doping Danmark, siger idrætsordfører Karin Nødgaard (DF) til avisen.

Hos Socialdemokraterne er man godt klar over, at det koster, hvis man vil doping-snyderiet til livs.

- Jeg har drøftet det med Lone Hansen (direktør i Anti Doping Danmark, red.), og jeg sender det klare politiske signal fra Socialdemokraterne, at vi er opmærksomme på situationen. Vi anerkender i den grad, at Anti Doping Danmark tager skridt til en ny tid på dette område. Det er der behov for. Så må vi se på, hvor mange penge, der skal bruges, og hvor de skal komme fra, siger idrætsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Venstres idrætsordfører, Martin Geertsen (V), har »stor sympati« for De Konservatives forslag, mens kulturminister Marianne Jelved (R) ønsker at afvente en redegørelse af de økonomiske prioriteringer i dansk idræt, der ventes sidst på året, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.