Det vækker bekymring hos Venstre og DF, at en fynsk læge har fået lov at fortsætte som praktiserende, selv om han havde forbud mod at fungere som vagtlæge efter en alvorlig fejl.

Det vækker undren blandt borgerlige politikere, at en fynsk læge har fået lov at fortsætte med at behandle patienter i sin private praksis, efter han sidste år fik frataget sin ret til at virke som vagtlæge på grund af en alvorlig fejl.

Lægens fejl kostede en 36-årig kvinde livet, og nu har han også fået kritik fra Sundhedsstyrelsen for patientbehandlingen i sin praksis. Det bekymrer sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) fra Dansk Folkeparti.

»Det viser med tydelighed, at der er en stor fejl i Sundhedsstyrelsens måde at agere på, når man ser, at en læge, der har lavet en masse fejl, stadig kan behandle patienter i det daglige,« siger hun.

Også hos Venstre ryster man på hovedet over situationen.

»Det stiller store spørgsmålstegn ved patientsikkerheden, om man kan være sikker på, om man får en faglig forsvarlig behandling,« siger fungerende sundhedsordfører Jane Heitman (V).

»Vi skal sikre, at læger virker efter fagligt forsvarlige kriterier. Vi har desværre set utallige eksempler på, at det tilsyn, som Sundhedsstyrelsen fører, ikke er godt nok, og derfor må og skal der strammes op,« understreger hun.

Fyens Stiftstidende skriver onsdag, at den fynske læge i februar fik påbud fra Sundhedsstyrelsen om at stramme op på journalføringen og være mere påpasselig med at udskrive afhængighedsskabende medicin.

Men der mangler retningslinjer for, hvornår man giver påbud, udtaler kritik eller i sidste ende fratager autorisationen. Og det har Sundhedsstyrelsen ikke været god nok til at efterleve, mener Liselott Blixt fra DF.

»Der skal være klare retningslinjer for, hvordan Sundhedsstyrelsen og samfundet agerer, når der er læger, der begår fejl. Det er ikke sådan, at vi skal fyre hver eneste læge, der begår den mindste smule fejl, men vi bliver også nødt til at sikre os, at vi får rettet op de fejl, der laves - ikke blot med en løftet pegefinger,« siger sundhedsordføreren.

Hun glæder sig over, at partierne sammen med sundhedsministeren nu er ved ud udarbejde klarere retningslinjer for Sundhedsstyrelsens praksis.

»Vi skal som politikere skal lave rammerne for, hvordan Sundhedsstyrelsen skal agere, og hvordan vi i vores sundhedsvæsen kan være trygge og have tillid at kunne gå til læge,« siger Liselott Blixt