Senest langer DFs medlem af DRs bestyrelse, teologen Katrine Winkel Holm, der er datter af Søren Krarup (DF), ud efter Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen:
- Jeg er meget stolt af at være et problem i Mogens Jensens øjne: 'Det er et problem, at vi har to bestyrelsesmedlemmer i DR, Ole Hyltoft og Katrine Winkel Holm, som gang på gang angriber både navngivne medarbejdere i DR, og som kritiserer enkelte udsendelser, som ' Borgen', for at være politisk propaganda.'. (BT), skriver Katrine Winkel Holm.
Katrine Winkel Holm skrev i januar på sin hjemmeside:'Det var 37 minutter inde i Borgen, at det stod endeligt klart, at DR's søndagsdrama er én lang løftet politisk pegefinger til befolkningen. Allerede inden da havde man en kraftig fornemmelse af, at Borgen ikke som ellers anført er inspireret af virkeligheden, men af uvirkeligheden. Vi har Birgitte Nyborg, der både er smuk og sød og så naturlig, at hun får Helle Thorning-Schmidt til at ligne en beboer i Madame Tussauds vokskabinet.'
'Den idealistiske partistifter Birgitte Nyborg opsøges af den borgerlige politiker Erik Hoffmann, der tynges af dårlig samvittighed. Hvorfor ikke? Fordi hans kone og hans søn er af mørk hudfarve. Jo, sådan lød begrundelsen. I denne scene kom det frem, hvor plat og hudfarvefikseret DR Drama tænker. Efter spaltevis af debat om parallelsamfund, sharialove og sammenhængskraft er konklusionen fortsat: Det, 00' ernes kulturkamp drejede sig om, var - hudfarve'
I lørdags skrev Mogens Jensen så i sin blog på Berlingske:
'Nej, jeg mener ikke, at fremstillingen af Arbejderpartiet i Borgen yder Socialdemokraterne retfærdighed, og jeg synes også, at De Moderate måske kommer til at fremstå som temmelig helgenagtige. Og det siger jeg gladeligt og gerne til alle, som vil diskutere med mig. Der er tale om karikaturer, og sådan må det mange gange være i fiktion. Der er jo ikke tale om en dokumentar.'
'Der er således ikke noget galt med at serien kritiseres, men det bliver betænkeligt, når kritikere med DFs Ole Hyltoft i spidsen anklager DR for bevidst at bruge serien til at fremme bestemte politiske budskaber og nærmest beskylder DRs dramaafdeling for at være bemandet med politiske lejesvende. Så er det, at man skal være på vagt. For her kommer de rigtige politiske kommissærer pludselig frem på scenen. Dem der gerne ville sidde og rette i manuskripter og sikre, at intet går over DRs sendeflade uden at udtrykke de rigtige værdier, og her menes – naturligvis – kommissærernes egne værdier. Her er det, at vi klart og tydeligt må sige: Hold fingrene af fedtefadet!' skriver Mogens Jensen
