Det er faldet en lang række politikere for brystet, at forældre i en række instutioner i København har klaget over, at der er ansat mandlige pædagoger til at passe deres børn.

Efter BT har skrevet om sagen, hvor forældre i Tingbjerg og Husum har udtrykt utilfredshed med, at der er ansat mandlige pædagoger til at passe deres børn, er den blevet debatteret heftigt på Twitter og Facebook - også på Christiansborg har det vakt opsigt.

Venstres ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt er ligefrem harmdirrende.

»Forældrene har en forhistorisk opfattelse af mænd, der vælger at arbejde med at passe børn som enten mærkelige eller nogen, der er ude på at forgribe sig seksuelt på dem - for hvorfor skulle mænd ellers bruge tid på bleskift og sandkasseleg,« siger han til BT og kommer med en klar melding.

»Jeg har én klar besked til de forældre - deponér den kønsstereotype opfattelse på Rigsarkivet, eller pas jeres børn selv, basta!« siger han og har også delt et vredt indlæg om det på Facebook.

Sagen er opstået, fordi en far til to børn i en af institutionerne vredt delte et indlæg på Facebook, hvor han skriver, at han har modtaget et brev fra ledelsen i en række institutioner, der skriver, at de trods nogle forældres utilfredshed med ansættelsen af mandlige pædagoger, ikke vil diskriminiere mændene.

»Vi har i de forskellige institutioner oplevet, at nogle forældre har givet udtryk for deres utilfredshed med, at vi har mandlige pædagoger ansat,« skriver leder Maj-Lis Alstrup i brevet.

Men forælderen Søren Gissselmann er ikke den eneste, der er blevet rasende over det. Flere politikere har delt historien på Twitter og udtrykker deres forargelse over forældrene.

»De klagende forældre må have spist søm. Flere mandlige pædagoger, tak!« skriver Socialdemokraternes Jesper Petersen på Twitter.

Og Dansk Folkepartis Karina Adsbøl giver sin støtte til lederen Maj-Lis Alstrup, der har sendt brevet ud til forældrene.

»Fornuftig leder, nu må hysteriet stoppe,« skriver hun på Twitter.

Også de Radikales Lotte Rod er vred på forældrene.

»Stop. Vi skal have FLERE mandlige pædagoger!« skriver hun på Twitter.

Jakob Engel-Schmidt frygter, at det vil blive endnu sværere, end det allerede er at rekruttere mandlige pædagoger til børnehaverne.

»Sager som netop denne medvirker desværre til at skræmme dygtige mænd væk fra en verden, hvor ungerne har brug for positive, maskuline rollemodeller,« slutter han.