____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter forfatter og TV-vært Malene Hasselblad onsdag stod frem og fortalte om sin fars pinefulde død i BT, er debatten om aktiv dødshjælp igen blusset op.

BTs læsere er ikke i tvivl om, hvad de mener om det store etiske spørgsmål.

- Jeg går ind for aktiv dødshjælp 100%

- Vi vil ikke engang behandle et dyr så uværdigt. Dødshjælp ja tak.

- Hvis folk er afklaret, og ved deres fulde fem når de beder om aktiv dødshjælp, så lad dem dog! - Bureaukraterne behøver ikke plage folk når de ligger for døden!

- Det burde være op til det enkelte menneske ,det skulle være en menneskeret at fravælge livet hvis det bliver for smertefuldt og uværdigt, skriver fire af BTs læsere, der blot er en lille del af de 261, der har kommenteret på Malene Hasseblads historie på BTs Facebookside. Langt hovedparten støtter Malene Hasselblads ønske om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. 

Samme tendens viser sig i en afstemning, BT har foretaget. 9117 læsere har afgivet deres stemme, og hele 86 procent svarer, at de mener, det være lovligt at udøve aktiv dødshjælp i Danmark.

Men det får ikke politikerne til at ryste på hånden. Sundhedsordfører fra Liberal Alliance og Socialdemokraterne mener ikke, der skal ændres ved loven, som den er i dag.

- Jeg har personligt den holdning, at vi på den ene side går ind for en høj grad af personlig frihed til at bestemme over sit eget liv, men den etiske og samfundsmæssige udfordring er, at hvis man indfører aktiv dødshjælp, som man kender det i modellen fra Holland, så skal man have nogle personer, hvis arbejde det er, aktivt at gribe ind i at tage et andet menneskes liv. Her siger hele vores lægeforening, at det ikke er rigtigt, at vi har et samfund, hvor vi byder nogle at have det arbejde, og derfor skal den personlige frihed gå hånd i hanke med det store fællesskab, og det er her, at man med rette kan sige, at der opstår et dilemma, siger Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.

Thyra Frank fra Liberal Alliance mener heller ikke, det er en god ide at gøre aktiv dødshjælp lovligt i Danmark.

- Jeg siger helt klart nej til aktiv dødshjælp, for i et velfærdssamfund skal vi have andre tilbud, end at man kan tage livet af folk. Vi skal selvfølgelig kunne skrue op for droppet med det smertestillende og angstdæmpende medicin, også selvom det forkorter livet. Men derfra og så til at tage livet af folk, det går jeg ikke ind for. Hvem skal være bødlen, der slår andre mennesker ihjel? Skal læger, som har svoret, at de vil redde liv dræbe patienter? Læger skal ikke tage det her ansvar. De har et løfte om, at skulle hjælpe folk, så de skal sørme ikke til at afgøre, hvem der skal dø og ikke dø. Når man møder en læge skal man være helt sikker på, at vedkommende vil hjælpe en, og ikke slå en ihjel, siger Thyra Frank.