Den franske præsident vil - udenom FN - samle en gruppe lande, der skal lægge pres på det syriske styre i bestræbelserne på at få fjernet præsident Bashar al-Assad. Men Nicolas Sarkozys initiativ får en lunken modtagelse blandt danske politikere.

- Jeg er skeptisk i forhold til at lave noget uden om FN. Jeg mener, der er brug for en så bred løsning som muligt, siger Liberal Alliances udenrigsordfører, Mette Bock. Hun mener, der er behov for at overveje hele den syriske situation, inden man tager næste skridt.

- Vi bliver nødt til at have et mere detaljeret overblik over situationen. Det er nødvendigt, at vi slår koldt vand i blodet, så vi ikke træffer en beslutning, der ender med at forværre situationen, siger hun.

Mette Bock mener ikke, det er relevant at tale om en militær løsning i Syrien på nuværende tidspunkt:

- Brug af militær er den allersidste udvej, hvor alle andre ting har været afprøvet - men man skal ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at bruge militær.

Heller ikke den radikale udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, ser Sarkozys plan som en løsning.

- Som udgangspunkt er jeg skeptisk over for idéen, hvis der ligger en militær intervention i det, Sarkozy siger.

Rasmus Helveg Petersen mener, at Danmark og verdenssamfundet kan dreje på andre håndtag i den nuværende situation.

- Vi skal kigge på, om vi ikke kan gøre mere humanitært, og så skal vi se, om ikke EU kan stramme sanktionerne i forhold til Syrien endnu mere. Derudover må vi lægge pres Kina og Rusland for at få dem til at støtte en ordentlig FN-resolution, siger Rasmus Helveg Petersen.

Han er på linje med Mette Bock, når det handler om brug af militær.

- En militær indsats ville være utrolig farlig, blodig og uoverskuelig. Vi skal ikke deltage i nogen militær intervention uden et FN-mandat. Selv hvis der skulle komme sådan ét, er det ikke nogen let løsning, siger Rasmus Helveg Petersen.