Det er fuldstændig uhørt og udemokratisk, at politikere er blevet nægtet adgang til flygtningelejr, mener SF.

København. Det er fuldstændig uhørt.

Sådan lyder det fra SF-gruppeformand, Jacob Mark, efter at han og Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, er blevet nægtet adgang til den stærkt omdiskuterede østat Nauru, selv om folketingspolitikerne længe havde planlagt besøget.

- Vi snakker om en lejr, der er styret af Australien. Et land, som man anser for at være civiliseret og demokratisk.

- Der er intet demokratisk ved, at man udelukker og nægter politikere adgang, alene fordi vi har en kritisk holdning til det, der sker ude i lejren, siger Jacob Mark (SF) til Ritzau.

De to politikere er blevet nægtet adgang til den stærkt omdiskuterede østat Nauru, der huser flygtninge som en del af Australiens stramme flygtningepolitik.

Politikere fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre er stadig velkomne, oplyser Johanne Schmidt Nielsen (EL) på sin Facebook. Men hele den danske delegation har besluttet af aflyse besøget.

Integrationsudvalget er sammen taget til Australien for at besøge den australske flygtningelejr på øen Nauru, der er berygtet for sine meget dårlige forhold, oplyser Jakob Mark.

- Johanne Schmidt Nielsen og jeg har kritiseret forholdene, og det har de brugt som begrundelse for, at vi ikke måtte komme ud på øen. Der er rapporteret børnemishandling og selvmordsforsøg. Folk har det elendigt.

- Selvfølgelig skal vi kunne kritisere det og stadig komme ud og se lejren. Især når vi allerede var blevet lovet adgang, siger gruppeformanden.

Besøget har været forberedt gennem længere tid i samarbejde mellem myndigheder fra Danmark, Australien og Nauru. Der var lagt et detaljeret program for besøget.

- Det er fuldstændig uacceptabelt og antidemokratisk og det siger alt om situationen på Nauru, at kritikere nægtes adgang, skriver Johanne Schmidt Nielsen på Facebook.

Lejren, der ligger over 3000 kilometer øst for Australien, huser bådflygtninge, som har forsøgt at komme til Australien, der ikke vil have dem til landet, og derfor betaler for at få dem huset på Nauru.

Integrationsudvalgets tur til flygtningelejren har kostet 400.000 kroner har Martin Henriksen, udvalgsformand og integrationsordfører, tidligere oplyst til Radio24syv.

/ritzau/