Flere politikere undrer sig over, at der ikke for længst er grebet ind overfor Nord-Vest Privatskole.

Den konservative uddannelsesordfører Naser Khader opfordrer til, at Undervisningsministeriet smækker straks smækker kassen i overfor skolen, der er 75 pct. finansieret af staten, indtil man har fået en eventuel forklaring på de kritisable forhold.

»Det er helt vildt. Det fungerer ikke. Jeg forstår ikke, at det ikke har konsekvenser. Skolen burde selvfølgelig inddrive pengene. Det gør man andre steder,« siger han.

»Man kan ikke udelukke, at der bliver spekuleret i det, for skolen får jo stadig støtte pr. elev selv om nogle ikke betaler skolepenge. Kassen bør lukkes overfor skolen, indtil der kommer orden i tingene. Det ekstra skærpede tilsyn ser ikke ud til at gøre den store forskel,« siger Naser Khader, som også har stillet spørgsmål om sagen til undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet, der selv er lærer og bl.a. medlem af ligestillingsudvalget, siger:

"Det er meget mærkeligt, at man kan have så meget til gode i ubetalte skolepenge. Jeg forstår heller ikke, at tilsynet ikke har grebet ind. Der er mange af de sager, som BT og Berlingske har trukket frem, hvor jeg undrer mig over, hvor tilsynet er henne."

"Det er fint, der bliver strammet op. Men gundlæggende bekræfter det jo bare det, man hører - at der er meget, der ikke fungerer på muslimske friskoler. Jeg tror, der har været en berøringsangst overfor muslimske friskoler. Jeg kender mange lærere, som har været ansat sådan nogle steder, som ikke tør sige noget - fordi de er bange for at blive beskyldt for at være racister," siger Lars Aslan Rasmussen.

I BT i går krævede den radikale Kristian Hegaard at undervisningsministeren skrider til handling, og Henrik Dahl (LA), sagde, at hvis skolen ikke lukker, må loven laves om.