Det er bare ikke godt nok, når DSB på mindre end 10 år har tabt cirka 925 millioner kroner på sine salgsvogne. Det er der bred enighed om i Folketinget.

- Det er skræmmende, at det har fået lov at køre så langt ud. Der er det berømte armslængdeprincip, så vi kan som sådan ikke pålægge DSB noget, men vi kan som eneaktionær sige, at vi synes, det er en ufattelig dårlig måde at bruge skatteborgernes penge på, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen (DF).

- DSB har et særligt ansvar, da det er skatteborgernes penge, man ligger og leger med. Derfor skal selskabet være endnu mere omkostningsbevidst, og det har ikke været tilfældet, siger Kim Christiansen.

Også SF kræver handling.

- DSBs ledelse må skride ind. Man kan selvfølgelig ikke have dele af DSB, der giver så eklatant store underskud, når man samtidig har en koncern, der bærer rundt på en kæmpestor rentebærende gæld. Det er fuldstændig uholdbart, siger trafikordfører Jonas Dahl (SF), der mener, det kan blive aktuelt at fjerne vognene.

- Hvis man ikke kan få det til at løbe rundt at sælge kaffe til de priser, DSB tager, så må man måske overveje at skære det væk, siger han og uddyber:

- Først er der den her Waterfront-sag, og nu er der så dette. Det tyder på, at det er et dårligt drevet selskab, og at man ikke har styr på koncernen, siger han og understreger, at han har tillid til, at DSBs nye ledelse formår at rydde op.

Heller ikke den radikale transportordfører, Andreas Steenberg (R), er imponeret.

- DSB har fået ny ledelse fra det private erhvervsliv. Jeg har tillid til, at den på få år får DSB til at give overskud. Det er en skal-opgave. Salgsvognene har givet underskud på 925 millioner kroner på otte år. Det ser ud til, det var et oplagt sted at starte, skriver han i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Transportordfører Rasmus Prehn (S) fortæller, at han hørte om salgsvognenes dårlige økonomi kort efter regeringsskiftet i 2011, og derfor har han og regeringen allerede krævet handling.

- Vi kan ikke være tilfredse, som det er nu. Vi har fra regeringens side indskærpet, at der skal ryddes op i det her, så man får en mere rentabel måde at gøre det på, siger han og tilføjer:

- Det er mit indtryk, at DSB er i gang med at lave en strategiændring, så man får en mere rentabel kioskbetjening, siger Rasmus Prehn.

Martin Geertsen (V), medlem af Folketingets Transportsudvalg, beskylder DSB for at svine med pengene.

- Det er langt, langt ude på overdrevet, at dette kolossale svineri med skatteborgernes og passagernes penge har fået lov til at køre så længe. Jeg er efterhånden godt og grundigt træt af, at DSB får lov til at køre økonomisk frihjul i en tid, hvor alle andre må holde for, siger han til bt.dk.

DSB er klar til at ofre salgsvognene.

- Viser det sig, at der stadig tabes penge, så er der heller ikke andet for end at lukke salgsvognene på alt andet end de længste strækninger, siger DSB-underdirektør Anette Haugaard til bt.dk.