Der er allerede pladsmangel i de danske fængsler, og problemet fortsætter, viser ny prognose, som Berlingske refererer lørdag. Næste år vil der være 320 pladser for lidt i fængslerne. 

Det svarer til mere end det nye fængsel på Nordfalster, der åbner inden længe med plads til ca. 250 fanger. Det afhjælper imidlertid ikke noget af pladsproblemet, da det nye fængsel skal afløse det utidssvarende Vridsløselille. 

Og endnu et fængselsbyggeri synes ikke at være løsningen på problemerne i Kriminalforsorgen, lyder det ifølge b.dk fra politikere over en bred kam. 

Den radikale retsordfører Jeppe Mikkelsen peger på, at udfordringerne skal løses på anden vis:

- Det koster absurd meget at bygge et nyt fængsel. Det nye fængsel på Falster koster cirka en milliard kroner, så det svarer til fire millioner kroner per lukket plads. Og derudover tager det lang tid at bygge, fordi der bliver stillet skrappe krav til sikkerheden. Så et nyt fængsel vil ikke kunne løse de akutte problemer, vi står over for, siger han til b.dk.

Heller ikke SFs Karina Lorentzen ser oprettelsen af nye fængselspladser som den bedste måde at bruge pengene. På hendes ønskeseddel står i stedet flere dømte i fodlænke og flere i samfundstjeneste. 

Hos Venstre peger retsordfører Karsten Lauritzen på, at løsningen skal gå på flere ben, men heller ikke han ser nyt fængselsbyggeri som redningen.

- Dels skal vi se på alternative afsoningsformer, dels skal vi se på muligheden for at sende udlændinge til afsoning i hjemlandet. Så uden at bygge nye fængsler, der tager årevis, er der muligheder for at gøre tingene lidt anderledes, siger han til b.dk.

I stedet for at bygge nye fængsler, kan man i stedet tænke i alternative baner og tage allerede eksisterende bygninger i brug som midlertidigt fængsel, lyder forslaget fra retsordfører Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

- Vi har tidligere foreslået, at man omdannede eksempelvis et tidligere asylcenter til midlertidigt fængsel. Man kunne anvende det til de korttidsindsatte eller østeuropæerne, siger retsordføreren.