Claus Oxfeldt er rystet over, at den nye politiskole skal oprettes i eksisterende bygninger.

København. Den nye politiskole i det vestlige Danmark skal oprettes i eksisterende bygninger. Det står klart efter mandagens møde mellem partierne i politiforligskredsen.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fik dermed deres vilje, men i Politiforbundet falder beslutningen ikke i god jord.

- Jeg er rystet og chokeret. Jeg troede egentlig, som alle har talt om, at man var enige om at give nogle ordnede og gode forhold til politiet efter det, der skete 14. og 15. februar 2015, siger formand Claus Oxfeldt.

I februar 2015 blev København ramt af skudangreb ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Omkring ni måneder efter blev den daværende Venstre-regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative enige om, at der skulle oprettes en ny politiskole i Vestdanmark.

Formanden for de danske politibetjente havde gerne set et nyt byggeri.

- Når Rigspolitiet, Politiforbundet og alle eksperter peger på, at det eneste rigtige er at lave et nybyggeri, er jeg meget overrasket over, at man sidder det overhørig.

- Når man så samtidig ved, at det tager lige så lang tid at bygge om på en eksisterende bygning, er jeg rystet, lyder det fra Claus Oxfeldt.

VLAK-regeringen fremlagde i november sit regeringsgrundlag. Her fremgik det, at politiskolen skulle bygges op fra grunden og placeres i Herning.

I sidste uge åbnede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) for, at skolen kunne blive oprettet i en anden by. Han stod dog fast på, at et nybyggeri fortsat var førsteprioriteten.

Det fik Rigspolitiet til at understrege fordelene ved nye bygninger.

- Hvis man bygger en ny skole, så kan man fra begyndelsen sikre optimale træningsfaciliteter, laboratorier og de øvrige specialting, som politiet har brug for i uddannelsen, sagde rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Rigspolitiet anbefalede i en rapport fra november tre konkrete bygninger, hvis skolen ikke blev et nybyggeri. De ligger i Vejle, Skanderborg og Holstebro.

/ritzau/