Politiet på kant med loven i skattesag

Flere centrale personer i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skattesag siger nu, at de ikke har haft mulighed for at læse og godkende deres forklaringer til politiet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er ifølge Eva Smith, professor i procesret ved Københavns Universitet, i strid med retsplejeloven og kan svække de pågældende politirapporters værdi som bevis i sagen.

- Som afhørt har du ret til at gøre dig bekendt med politiets gengivelse af din forklaring og få eventuelle rettelser og tilføjelser med i afhøringsrapporten. En sådan rapport, der ikke er gennemlæst af den afhørte, er ikke meget værd som bevis, for den afhørte kan bare sige, at det har betjenten misforstået, siger Eva Smith til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Københavns Politi har efterforsket, hvem der lækkede Skats frifindende afgørelse i skattesagen og har afleveret bl.a. afhøringsrapporterne til skattesagskommissionen, som tirsdag afhører de første vidner. Oplysninger fra disse rapporter er de seneste dage endt i pressen som nye, opsigtsvækkende afsløringer om Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft og Peter Arnfeldt, der var særlig rådgiver for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Men begge siger, at de aldrig har sagt som refereret af politiet, og at de ikke har haft mulighed for at læse og korrigere afhøringsrapporterne, inden politiet sendte dem til skattesagskommissionen.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her