Tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) kan få op til to år i fængsel for brud på våbenloven.
Fyns Politi har af egen drift indledt endnu en efterskning mod Bendt Bendtsen efter, at B.T. i weekenden kunne afsløre, at Bendt Bendtsen i flere tilfælde lod sin ministerchauffør, der ikke havde jagttegn, køre rundt med sin jagtriffel i bagagerummet.
- Vi læser også aviser på Fyn, og selv om vi ikke har modtaget en politianmeldelse, så har vi indledt en undersøgelse mod Bendt Bendtsen for brud på våbenloven af egen drift. Nu må vi tale med parterne i sagen, og skulle vi sigte nogen, så er det i første omgang chaufføren, der har gjort noget galt, ved at køre rundt med våben uden jagttegn. Her vil Bendt Bendtsen kunne blive sigtet som medskyldig, siger chefanklager Jan Stick fra Fyns Politi.
Sagen kommer oven i en politianmeldelse for bestikkelse mod den konservative spidskandidat til EU-parlamentet for at have modtaget 33 jagt- og golfture fra store danske virksomheder.
Ifølge våbenloven kan det straffes med "bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år," hvis man har våben uden en særlig våbentilladelse.
Fyns Politi vil nu undersøge, om Bendt Bendtsen har en særlig tilladelse - men sådan en tilladelse har hverken chaufføren eller Bendt Bendtsen, siger kilder til B.T.
Lørdag kunne B.T. afsløre, at Bendt Bendtsen endda sin ministerchauffør fra København til Fyn alene i ministerbilen med en eneste mission: Hent Bendt Bendtsens jagtriffel, så Bendt Bendtsen kan gå på jagt på Sjælland.
Andre gange blev Bendt Bendtsens jagtrifler opbevaret i et skab, der ikke var godkendt til formålet i Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Bendt Bendtsen meddeler gennem den konservative pressechef: 'Bendt har ikke flere kommentarer til B.T.'





















