DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, afslører nu selv, at en tredje person i DR har hørt den omstridte lydfil, der beviser, hvem der står bag lækagen i Forsvarsministeriet.

Det fremgår af bogen ’Plummer – summen af kardemommen’ der går tæt på DR’s generaldirektør. I afsnittet, der berører lækagesagen, citeres Kenneth Plummer for at sige:

- En af juristerne har også hørt afspilningen. Og sammen med formanden er vi de eneste tre, der har hørt den.

Hidtil har det kun været kendt, at Plummer indviede DR’s politisk valgte bestyrelsesformand Michael Christiansen i den belastende optagelse, mens andre nøglepersoner blev holdt udenfor.

Det vakte således opsigt, at kanalens egen nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, blev nægtet adgang til optagelsen og dermed muligheden for at vurdere materialet journalistisk.

Kenneth Plummer finder det helt naturligt, at han lod en af DR’s jurister få indsigt i den kontroversielle lydoptagelse, før han låste den inde i sit pengeskab i DR Byen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har lavet en juridisk vurdering. Jeg har udtalt mig om juraen i det, og det kan jeg jo kun gøre på baggrund af juridisk konsultation, siger han til B.T. 

Lydfilen rummer angiveligt beviset på, hvem der i foråret 2007 videregav en oplysning til TV2-reporteren Rasmus Tantholdt om, at det danske jægerkorps skulle på en hemmelig mission i Irak. 

Kanalen offentliggjorde herefter nyheden uden kildeangivelse.

Sagen er alvorlig, dels fordi oplysningerne var strengt fortrolige, og dels fordi lækagen kunne have bragt jægersoldaternes sikkerhed i fare.

Sagen var i februar medvirkende til, at forsvarsminister Søren Gade gik af, efter at han tidligere havde bedyret, at lækagen ikke kom fra hans ministerium.

Politiet har nu sigtet Søren Gades daværende spindoktor, Jakob Winther, for at være kilde til lækken. Hvis han dømmes, risikerer han op til to års ubetinget fængsel.