Brian Mikkelsens ny spindoktor Billy Adamsen har haft planer om at indføre en politisk styring af medierne med sig selv i en hel central rolle.

En række hidtil fortrolige breve fra Statsministeriet belaster nu den nyudnævnte særlige rådgiver for erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K).

Brian Mikkelsens nye rådgiver, Billy Adamsen, var i slutningen af 90’erne nær rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og gav i fortrolige breve til Nyrup udtryk for nogle yderst kontroversielle synspunkter om dansk presse, som han i et hidtil uset omfang ønskede at styre og udsætte for et politisk pres.

I et brev, dateret den 22. maj 1999 - der indledes “Kære Poul” - beklager Adamsen dybt mediernes udvikling, især “den liberale glidning”,og han gør det klart, at han ønsker at blive udnævnt som assisterende presseminister eller medieminister.

Årsagen er, at Nyrup selv som pressens minister ikke kan kritisere pressen.

- Udadtil kunne jeg måske fungere som den assisterende pressens minister, der (…) kritiserede medierne, skriver han og fortsætter, at formålet er, at “få lagt mere pres på medierne, og ikke mindst for at få skabt mere mere selvstændig opmærksom på, hvad der foregår i medierne, og hvor/hvordan vi ønsker medierne skal udvikle sig og opføre sig,” skriver Billy Adamsen.

Han foreslår i samme brev, at Nyrup udnævner ham til særlig EU-kommisær for medierne.

- For igen at kunne deltage aktivt i mediedebatten, for at lægge presse på medierne, så kunne det være godt og magtfuldt, hvis vi brugte EU, og Danmark og udnævnte en officiel dansk mediekommissær, skriver Billy Adamsen.

Han forudser, at han - når han udnævnes “på alle niveauer vil blive respekteret og vil kunne påvirke medierne i den retning, vi godt vil påvirke dem i. Det vil være en modvægt til mediernes udvikling og ikke mindst til journalisternes adfærd, og gosh, hvor ville jeg se frem til at punktere Seidenfaden m.f.l...,” skriver han til Nyrup.

Billy Adamsen blev aldrig udnævnt til assisterende presseminister, medieminister eller mediekommissær i EU. Han ønsker ikke at kommentere sagen.