Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) støtter Astrid Krag i kampen om at blive SFs næste formand, skriver Information.

- Den fornemste opgave for den nye formand bliver at skaffe SF-resultater. Jeg har både oplevet Astrid som kollega i Folketinget og som minister. Hun kan levere gode, gedigne SF-resultater, siger Pia Olsen Dyhr til avisen og fortsætter:

- Det er svært at følge efter Villy Søvndal. Men jeg synes, at Astrid Krag står for det regeringsprojekt, som jeg er enig med hende i. Desuden bliver opgaven at samle et parti og få os til at samarbejde om politikudviklingen. Det ved jeg, hun kan.

Dyhr er kendt som værende en del af SFs såkaldt »grønne fløj« sammen med blandt andre miljøminister Ida Auken og Steen Gade, som også støtter Astrid Krag som formandskandidat. Hun tabte selv formandskampen for syv år siden mod Villy Søvndal.

Fredag klokken 12 er der frist for at melde sig som SF-formandskandidat. Det forventes ikke, at andre end Astrid Krag og Annette Vilhelmsen vil stille op.

På søndag vil en ugelang valgkamp med møder i SFs storkredse begynde, og den 13. oktober vil partiets medlemmer ved en urafstemning afgøre, hvem der bliver SFs formand efter Søvndal.