Hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af at prioritere de ældre, må Christiansborg gribe ind, mener Dansk Folkepartis tidligere leder Pia Kjærsgaard.

Den tidligere hjemmehjælper er vred over at høre, at flere kommuner leverer langtidsholdbare vakuumpakkede madpakker til en uge ad gangen til de ældre.

- Kommunerne har fået penge til de ældre med den har berømte ældremilliard. Det viser sig nu, at man får milliarden, men skærer ned andre steder. Blandt andet på ældremaden. Det er helt uacceptabelt, og jeg fatter det ikke. Ved hver eneste finanslov bliver de ældre bragt på bane, og der gives meget ofte flere penge. Men når pengene når ud til kommunerne, så bliver de brugt på andre ting. Det er grotesk, og i det hele taget synes jeg, at den behandling, vi giver vores ældre i samfundet, er oprørende, tordner Kjærsgaard, der i dag er værdiordfører.

Hun er derfor klar til at gribe ind over for kommunerne.

- Jeg synes, de burde kunne tænke selv. Når du får penge til de ældre, så skal de bruges på de ældre. Men kan de ikke finde ud af det, så må vi gå ind fra Christiansborg og sige, at de her penge er målrettet de ældre, og kommunerne må ikke bruge dem på andre ting, siger Pia Kjærsgaard og sender en opfordring videre til socialminister Manu Sareen (R), der selv kalder det "uværdigt" at spise ældre af med vakuumpakkede, gamle madpakker.

- Jeg er dybt overrasket over, at vi har en socialminister, der bare skælder ud på kommunerne, og ikke gør noget som helst andet. Vi kan alle blive enige om, at det er uværdigt. Men hvad har man en minister og et ministerium til, hvis det ikke er for at gøre noget? Socialministeren bør sige til kommunerne: I har fået penge til de ældre. Dem skal I bruge på de ældre. Vi holder øje med jer, og I er simpelthen nødt til at gøre det på den her måde, ellers får I bare ikke de her penge.