Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, vil have legaliseret besiddelse og anvendelse af peberspray. Det sker i kølvandet på den seneste tids debat om peberspray, som flere danskere vælger at bruge som en ekstra sikkerhed.
- Peberspray er et fint redskab til kortvarigt at sætte en røver eller voldsforbryder ud af spil. Det giver ingen negative efterveer for vedkommende, så jeg forstår ikke, hvorfor pebersprayen ikke for længst er blevet lovliggjort, siger Pia Kjærsgaard.
Pebersprayen kom igen i fokus for nogle dage siden, da TV-kendisen Jim Lyngvild reklamerede for det ulovlige pacificeringsmiddel.
Der lå nemlig en noget anderledes gave under hans juletræ i år. Han fik en peberspray, som han straks tog et billede af og smed på sin Facebookprofil. Men efter kort tid blev Lyngvild meldt til politiet af en ukendt Facebook-'ven' og pebersprayen er nu blevet konfiskeret. Det er nemlig ulovligt at bære en peberspray, og Lyngvild kan se frem til en bøde.
En del borgere bruger allerede pebersprayen som en ekstra tryghed i nattelivet, andre har den liggende i hjemmet af frygt for hjemmerøverier. Men røvere og voldsmænd kan også bruge peberspray, og peberspray er blevet brugt ved røverier.
- Man må jo bare konstatere i lyset af de åbne grænser og den deraf følgende kriminalitet, at borgerne føler sig utrygge, og politiet kan jo ikke mandsopdække alle borgere i Danmark, så jeg forstår behovet for at have denne ekstra tryghed, siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard finder det væsentligt, at man ikke kriminaliserer borgernes ret til at forsvare sig selv.
- Det er en peberspray, det drejer sig om. Det er jo ikke noget angrebsvåben. I mange lande i Europa er peberspray fuldt lovlig. Jeg forstår ikke, hvorfor det samme ikke for længst er sket i Danmark, understreger Pia Kjærsgaard.
Afstemning:
Synes du, peberspray skal være lovlig?
- Ja, det er et godt forsvarsmiddel, der ikke giver varige skader.
- Nej, det er for farligt et våben at lade alle gå rundt med