Hun ville sammen med Kristian Thuesen-Dahl gå ned og snakke med demonstranterne, men det faldt åbenbart mange af dem for brystet.
Pia Kjærsgaard blev overdænget med konfetti og efterfølgende skældsord, hvorefter hun med sine livvagter forlod stedet.
Ifølge øjenvidner var der ikke optakt til fysisk vold mod partilederen.
"Det er uacceptabelt, men desværre ikke noget nyt," sagde Pia Kjærsgaard umiddelbart efter, at en hær på 50 unge i grønne Robin Hood-dragter havde jaget hende væk fra Christiansborg slotsplads.
De unge begyndte først at råbe slaghord som "racister - ud af vores by" og "Danmark uden racisme. Danmarks uden Dansk Folkeparti" efter hende.
Så overdængede de hende med konfetti, og da Pia Kjærsgaard i rask tempo kantede sig igennem folkemængden for at slippe væk, løb de efter hende og fortsatte med at råbe slagord.
Det lykkedes hendes to bodyguards at spærre Robin Hood-hærens videre fremfærd, da den nåede til den snævre port, der adskiller slotspladsen og Indre Slotsgård, hvor Folketingets hovedindgang ligger.
Pia Kjærsgaard følte sig ikke direkte truet.
"Nu havde jeg beskyttelse på, så det gik. Men jeg bryder mig bestemt ikke om det, og det giver heller ikke noget godt billede af demonstrationen," siger hun.
Ifølge Rebekka Madsen fra Robin Hood-hæren råbte man efter Pia Kjærsgaard, fordi hun efter deres opfattelse ikke står for reel velfærd.
"Den måde hun pisser os op og ned af ryggen på, både studerende og sosu-assistenterne, er så grelt, at hun ikke skal have lov til at være i en velfærds-demonstration. Hun kommer ikke med velfærd. Hun kommer med nedskæringer og forringelser," siger Rebekka Madsen.
Helle Thorning-Schmidt stod ikke mange meter fra det sted, hvor Pia Kjærsgaard blev omringet af de unge Robin Hooder.
"Jeg synes, at alle skal have lov til at komme på slotspladsen," siger S-formanden.
























