Dansk Folkeparti er ikke i tvivl om, at EU udsætter sit forslag om grænsekontrol på grund af det danske valg.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, opfordrer statsministeren til at kræve, at EU lægger sine planer om regler for grænsekontrol frem så hurtigt som muligt.

Det sker, efter at EU har udsat offentliggørelsen af det omstridte forslag om strammere regler for grænsekontrol.

Pia Kjærsgaard er ikke et sekund i tvivl om, at beslutningen om først at præsentere forslaget fredag er truffet af hensyn til det danske folketingsvalg.

- Det er smart, men det er for smart. Hvis de allerede har tingene på plads, synes jeg, at de skal fremlægge det med det samme. Og det synes jeg også, at den danske regering skal kræve, siger Pia Kjærsgaard.

Formelt set har EU udskudt offentliggørelsen af planerne om regler for grænsekontrol af tekniske og praktiske grunde, men flere steder i EU-systemet bliver det bemærket, at offentliggørelsen er udsat til en dag efter valget i Danmark.

Teksten er ifølge Ritzaus oplysninger så godt som færdig. Men i stedet for som planlagt at præsentere den i Strasbourg tirsdag i forbindelse med Europaparlamentets månedlige samling, har den svenske kommissær, Cecilia Malmström, valgt at vente til på fredag.

- Den sag lugter fælt. Det har jo bragt sindene noget i kog, så der ligger mere end en tanke bag, siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

Jeg synes, at Lars Løkke Rasmussen skal kræve, at den kommer nu. Det er stats- og regeringscheferne, der har bedt om den, og de må være interesserede i at se den med det samme og ikke først på fredag.

Ifølge Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har regeringen ikke tænkt sig at følge Kjærsgaards opfordring.

- Forslaget har ikke noget at gøre med Danmark. Kommissæren må selv finde ud af, hvornår hun er klar til at fremlægge det, lyder det fra Ellen Trane Nørby.

/ritzau/