Det er endnu uklart, hvorfor Pia Kjærsgaard fik et ildebefindende midt under onsdagens dramatiske pressemøde.

Med blå blink og høj fart blev Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, indlagt på Roskilde Sygehus efter mistanke om en blodprop.

Kl. lidt over 14 ankom hun så til hospitalets akutafdeling, inden hun straks blev indlagt og skulle gennemgå flere undersøgelser. Lægerne startede med at scanne hende i en såkaldt CT-scanning.

Men den gav intet resultat, fortæller Dansk Folkepartis personalechef, Jeanie Nørhave til bt.dk's udsendte reporter.

- Pia skal igennem flere undersøgelser senere, men efter en CT-scanning skal der gå 10-12 timer, før det bliver muligt at lave flere prøver. Men hun er rolig og meget tapper, siger Nørhave til bt.dk.

Pia Kjærsgaards mand, Henrik, er på vej til Roskilde for at være ved konens side. Og snart kører Jeanie Nørhave så hen til parrets hjem i Gentofte for at hente nogle af partiformandens personlige egendele:

- Kvinder har jo brug for sine egne særlige ting, siger Nørhave.

Pia Kjærsgaard skal nu hvile sig, inden undersøgelserne altså genoptages til midnat.