Nyheden om forsøg på terrorangreb mod Jyllands-Posten bringer de samme følelser op i Pia Kjærsgaard, som hun havde under Muhammedkrisen.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard synes, det er forfærdeligt, at Danmark har været tæt på, at blive ramt af et terrorangreb, og målet var at angribe Morgenavisen Jyllands-Postens bygninger eller dræbe kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard.

- Det er rædselsfuldt, at de forbandede islamister bliver ved. De er blevet stoppet i en aktiv terrorhandling, ser det ud til. Vi må bare konstatere, at det skete i London, og nu kommer det tæt på. Vi må indstille os på i Danmark, at de har kig på os, fordi vi har tilladt os at bruge vores ytringsfrihed, som vi ikke skal give køb på, siger hun.

Hele sagen bringer de samme følelser op i DF-lederen, som hun havde, da islamister satte ild til danske ambassader i Mellemøsten.

- Alle de tanker, som jeg havde under Muhammedkrisen, de dukker op igen. Man bliver umådelig mørk i sig selv omkring situationen, men det duer ikke. Der er kun at holde fast i de værdier, som vi har, og så er jeg glad for, at vi har en efterretningstjeneste, som er om sig i denne sag.

Frygter du, at vi kommer til at se en terrorsag i Danmark?

Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg vil blot udtrykke taknemlighed over, at de planer blev stoppet i tide. Man bliver nødt til at sætte sin lid til, at det også vil ske fremover. Man kan ikke gå i sit daglige liv og tænke på det, siger Pia Kjærsgaard.