Peter Brüchmann: Thomas Banke - et barn du ikke kan nå

Kommentar fra BTs kommentator Peter Brüchmann

Thomas – et barn, du ikke kan nå

Kommentar: Venstre kæmper desperat for at demontere granaten i Fredericia og ikke blive fedtet ind i skandalen

Mon ikke 31-årige Thomas Banke fra Fredericia får sin helt egen paragraf, når styrelsesloven næste gang skal ændres. Ifølge den lov kan en borgmester ikke afsættes af sit byråd, og derfor gennemlever fæstningsbyen Fredericia nu den helt store kommunale skandale.

Ja, hvis ikke sagen havde været så principiel for det kommunale Danmark ville vi nok bare have kaldt det en farce. Thomas Banke og med ham nu en lille flok tilsyneladende totalt iltsvindsramte lokal-politikere udstiller nu lokalpolitisk arbejde på et så barnagtigt og latterligt niveau, at Christiansborgs gange i disse dage betrædes af mange sko med krummede tæer.

Thomas Banke, Venstres vidunderdreng, der blev borgmester som 28-årig og tidligere har været VU-formand, er blevet ’Thomas et barn du ikke kan nå’. Tilsyneladende en fantast, der siden august har prøvet at tale sig ud af alvorlige samtaler med først kommunaldirektør Tim Jeppesen om rod i regnskaberne, siden prøver med kommunens økonomiudvalg og til sidst hele byrådet. I alt har misbruget stået på i to år, og forvaltningen under den tidligere kommunaldirektør Søren Adsersen var også på sagen helt fra 2011.

Fred med, at Banke har været afhængig af morfin og talt om andet misbrug. Men at indrapportere kørsel for møder, man ikke har været til, at bruge kommunens kreditkort til eget forbrug og især at gå direkte imod anvisninger fra kommunens direktør(er) efter, at dette blev påpeget, er diskvalificerende. Intet andet. Og så en lægelig attest med det falske navn Julius Juliussen blot som et grotesk intermezzo i farcen.

Byråd, forvaltning og partiforeningerne kan kun opfordre borgmesteren til at gå af. Afgørelsen er hans egen. Heller ikke Venstre som centralt parti kan gøre noget på grund af vedtægterne og det lokale styre. Men selv om Venstre har haft en interesse i ikke at blive fedtet ind i sagen, har man været umanerligt længe om bare at løfte et øjenbryn. Den slags kan man godt uden at blande sig i sagen. I et valgår med udsigt til et kanonvalg er skandale, bilagsrod og egenrådighed det sidste, partiet har brug for. Måske derfor så man onsdag partisekretær Claus Søgaard-Richter kommentere den lokale eksklusions-ballade. Diskret og uden at blande sig, men alligevel: Venstre har al mulig interesse i at fjerne Thomas-et-barn-du-ikke-kan-nå så langt væk fra partiet som muligt, når nu tumlingen intet selv begriber af sin skadelige virksomhed.

At lokale partimedlemmer og politikere fra andre partier er klar til at tilgive så åbenlyse svigt vidner om en dømmekraft så dårlig, at man næsten ikke tør begive sig ind i en stemmeboks i november af frygt for, hvad man kan komme til at støtte. Heldigvis er der få gennemgående fornuftens stemmer. Næstformand i Venstre i Fredericia Henning Hansen, m.fl. har stået fast og været klar til at tage konsekvensen – at gå, hvis Banke kom tilbage som borgmester repræsenterende Venstre. Ham kan man tilsyneladende godt stemme på til efteråret uden at komme helt galt af sted. For borgerne i Fredericia er det her pinligt ud over alle grænser. Der er stadig mange Banke-støtter, som der også var omkring Farums Venstre-konge Peter Brixtofte for et årti siden. Men uanset, hvor meget godt Brixtofte havde gjort for Farum Kommune, havde han forbrudt sig så voldsomt, at der kun var en løsning. Det samme er tilfældet i Fredericia..

Til foråret kommer revisionen af styrelsesloven, hvor der lige nu arbejdes med mulige ændringer. Paradoksalt nok er det blandt andet på baggrund af indstillinger fra Farum-kommissionen.

DELTAG I DEBATTEN PÅ PETER BRÜCHMANNS BLOG HER

Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08