Det udfordrer den grundlæggende tillid til Politiets Efterretningstjeneste, PET, som organisation.

Sådan lyder konklusionen fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), efter at det lørdag kom frem, at PET har kendt til Se og Hørs ulovlige overvågning af kendte siden 2011 uden at handle på det.

Peter Skaarup mener, at sagen placerer sig i forlængelse af en række dårlige sager hos PET.

»Det falder oven i rækken af andre sager, hvor der mildest talt har været slinger hos PET. Vi ved, at kontakten mellem ledere og ansatte i de sager tidligere har været dårlig, og man kan jo ikke udelukke, at den manglende indgriben her er et udslag af det samme,« siger Peter Skaarup.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil i næste uge præsentere Folketingets retsudvalg for en redegørelse over, hvorfor PET undlod at handle på oplysningerne dengang. Peter Skaarup er spændt på at høre, hvad PET har at sige til deres forsvar.

»Jeg skal overbevises om, hvilke argumenter der kan fremstilles for, at man ikke griber ind i den her situation. Selvom det ikke er en trussel mod den nationale sikkerhed, er det mildest talt ikke rettidig omhu, hvis man får kendskab til noget ulovligt uden i det mindste at give sagen videre til politiet,« siger Peter Skaarup.

Hos Socialdemokraterne er retsordfører Trine Bramsen (S) mere forsigtig med at pege fingre. Hun mener, det er nemt at være »bagklog«.

»Det er da aldrig tilfredsstillende, når der har været noget i en sag, man ikke er gået videre med. Men jeg har stor tiltro til, at PET tager sagerne seriøst, og så er det jo også meget let at stå nu og klandre PET for ikke at have undersøgt sagen,« siger Trine Bramsen.

Hun ser dog også frem til at blive klogere på PETs overvejelser ved mødet i retsudvalget i den kommende uge.

»Vi må finde ud af, hvad der er op og ned. Men der skal da ikke være to meninger om, at det havde været mere hensigtsmæssigt, hvis sagen var blevet opklaret i 2011,« siger den socialdemokratiske retsordfører.

DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK