Ifølge en advokat har Pernille Skipper overtrådt retsplejeloven med udtalelser om meget omtalt voldtægtssag.

København: Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er blevet politianmeldt for at have udtalt sig om en verserende retssag, hvor tre drenge er blevet frikendt i en meget omtalt voldtægtssag fra Herfølge.

Dommen er siden blevet anket af Statsadvokaten i København.

Ifølge retsplejeloven må man ikke udtale sig om skyldsspørgsmålet i verserende straffesager og ikke udtale sig, så det kan påvirke dommere og domsmænd.

- Jeg har ikke udtalt mig om skyldspørgsmålet i en konkret sag. Eller om dommen er rigtig eller forkert. Og det er selvfølgelig det, der er det afgørende og principielt vigtige, siger Pernille Skipper i en skriftlig kommentar.

Det er forsvareren for en af de frikendte drenge, som ifølge sn.dk har politianmeldt den nyslåede politiske ordfører.

De tre unge tiltalte nægtede sig skyldige, og en domsmandsret i Roskilde frifandt dem 21. april. Episoden skete en nat i september 2014 på en græsplæne ved forsamlingshuset i Herfølge.

/ritzau/