Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, går på barsel til efteråret.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

»Min kæreste og jeg skal sørme have en baby. Det bliver til oktober, og jeg glæder mig rigtig meget. Det betyder selvfølgelig, at jeg kommer til at være væk fra Christiansborg i en periode hen over efteråret og vinteren.«

På Facebook har politikeren også selv beskrevet de glædelige nyheder.

Her skriver hun, at hun som følge af graviditeten naturligvis skal på barsel. Det betyder, hun kommer til at overlade posten som politisk ordfører hos Enhedslisten til Nikolaj Villumsen, der til dagligt er udenrigsordfører.

Hun indleder opslaget med at skrive, hvor meget hun ser frem til at blive mor.

Og så uddyber hun:

'Det betyder selvfølgelig, at jeg kommer til at være væk fra Christiansborg i en periode hen over efteråret og vinteren. Til gengæld kommer vores helt fantastiske udenrigsordfører Nikolaj Villumsen til at vikariere for mig som politisk ordfører i perioden. Han skal løfte de daglige opgaver sammen med vores gruppeformand, Jakob Sølvhøj og resten af den seje folketingsgruppe, mens jeg er på barsel,' skriver hun videre i opslaget, som du kan finde i bunden af artiklen her.

Pernille Skipper er 32 år og danner par med Oliver Routhe Skov, der er journalist på DR, hos hvem han tidligere var USA-korrespondent for.

Nu er han dog flyttet hjem til Danmark igen. I den forbindelse fortalte han til BT, hvordan det var at komme hjem til kæreste og familie igen.

»Jeg glæder mig til at se min familie og venner noget mere. Når man er korrespondent ser man næsten aldrig sin familie. Jeg synes, det er hårdt at have kæreste og familie på den ene side af Atlanten samtidig med, at man bor og arbejder på den anden side,« sagde han.

Pernille Skipper kom første gang i Folketinget i 2011, og siden har hun afløst Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører hos Enhedslisten.