K slår alarm over nye tal for, hvor meget boligskat stiger, hvis skattestop udløber uden ny politisk aftale.

København. Såvel pensionister som helt almindelige børnefamilier risikerer at blive beskattet fra hus og hjem, hvis ikke politikerne når en aftale, der skal erstatte det nuværende skattestop for ejendomsværdiskatten.

Sådan lyder frygten hos De Konservative, efter at partiet har fået svar på nogle af sine mange spørgsmål i de igangværende forhandlinger om dansk økonomi frem til 2025.

Partiet har spurgt, hvad konsekvenserne vil være for pensionister i ejerbolig, hvis det nuværende system med et skattestop på ejendomsværdiskat og et loft over grundskylden ophører.

Og det er dyster læsning, mener finansordfører Brian Mikkelsen (K): Mere end 500.000 pensionister vil opleve, at deres boligskatter stiger, viser tallene. Og stigningen vil i gennemsnit være på 18.200 kroner om året.

- 97 procent af pensionisterne vil opleve, at det bliver rigtig svært for dem at blive boende i deres hus. Deres indtægter stiger jo ikke, de har bare deres pension, siger han.

Skatteministeriets tal er regnet ud fra, at de nuværende skattesatser fastholdes. Og at der i øvrigt ikke sker noget andet, når den nuværende aftale om boligskat udløber i 2020.

Det er der sådan set ingen partier, der har foreslået. Regeringens forslag går blandt andet ud på at sænke skattesatserne for at afbøde de stigninger, mere retvisende ejendomsvurderinger ellers ville føre med sig.

Brian Mikkelsen ser alligevel tallene som en advarsel til politikerne.

- Det viser, at hvis vi ikke får lavet en aftale, ser det rigtig dramatisk ud. Både for folkepensionisterne og helt almindelige lønmodtagere i helt almindelige byer, siger han.

- Så det er et spørgsmål om, at vi har et kæmpe ansvar for at sikre, at vi får gennemført markante ændringer.

- Det er en rød alarm, der blinker, siger Brian Mikkelsen.

Partierne forhandler videre om regeringens forslag til 2025-plan fredag.

/ritzau/