Hver fjerde patient sendes hjem fra hospitalet uden en diagnose. Danske Patienter efterlyser mere erfaring blandt akutmodtagelsens personale. Imens peger oppositionen på et bedre samarbejde mellem sygehuse og kommuner.

Hvert år indlægges 265.000 danskere akut på medicinske afdelinger med symptomer på alvorlig sygdom. Op mod hver fjerde af disse sendes efterfølgende hjem uden at have fået en diagnose, viser ny forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Det er slet ikke godt nok, fastslår formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

»For mange er det i forvejen traumatisk at blive indlagt, så hvis man oven i købet bliver udskrevet uden at få en diagnose, er det meget utrygt,« siger han.

Han mener, at de mange diagnoseløse patienter især skyldes mangel på ekspertise:

»Det er ofte de yngste læger, der står i akutmodtagelsen, og de er af naturlige årsager mere usikre end de erfarne læger og indlægger i større omfang for at være på den sikre side. Derfor er det vigtigt også at have nogle erfarne læger, som bedre kan vurdere symptomerne,« siger han.

Så skal antallet af patienter uden en diagnose ned, »skal bøtten vendes«, mener Lars Engberg:

»Hvis det er seniorlæger, som tager imod patienten, bliver det en meget sikrere visitering videre, og så tror jeg, man ville kunne undgå at indlægge så mange, som man gør i dag,« siger han.

Klinisk lektor og læge Christian Fynbo Christiansen, der er en af forskerne bag undersøgelsen, mener også, at det høje tal giver grund til at overveje, om patienterne bliver tilstrækkeligt undersøgt under indlæggelsen:

»For hvis det ikke er tilfældet, kan der være risiko for både forværring og genindlæggelse,« siger han i en skriftlig kommentar.

Hos Socialdemokraterne ser man ikke det store problem i, at op mod hver fjerde patient bliver sendt hjem uden en diagnose.

»Mange gange er det altså vanskeligt at stille en diagnose efter eksempelvis ét eller to døgn på sygehuset. Derfor er jeg ikke bestyrtet over, at den andel (25 procent, red.) ikke har en diagnose, når de forlader sygehuset,« siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

I oppositionen finder man det derimod problematisk, og både Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti peger på, at samarbejdet mellem sygehuse, kommuner, regioner og almen praksis skal forbedres.

Desuden mener de Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado (K), at det er et spørgsmål om kassetænkning:

»Jeg bliver dybt frustreret, når jeg hører, at en patient er blevet indkaldt til om halvandet år i stedet for bare at blive sendt videre ud i det private. Så kassetænker man alt for meget. Det virker nogle gange som om, systemet er vigtigere end patienten,« siger hun.

Hvert år bliver cirka 265.000 patienter indlagt på medicinske akutafdelinger. Af dem udskrives op mod 70.000 efter i gennemsnit ét døgn, uden at lægerne har fastslået, hvad de fejler, eller har fundet alvorlig sygdom.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) slår fast over for Jyllands-Posten, at andelen af patienter uden diagnose skal bringes ned, og at undersøgelsen skal bruges til at tjekke samarbejdet mellem kommuner, de praktiserende læger og sygehusene.