Små otte timer efter Thorning udskrev valg, vil partilederne blive samlet den første TV-debat hos DR. TV 2 følger trop med deres egen kort efter.

De titusindvis af politiske tvivlere, der fortsat ikke har bestemt sig for, hvor deres kryds skal sættes 18. juni, kan med fordel tune ind på landets store TV-stationer onsdag aften.

Både DR og TV 2 er nemlig lykkedes med at samle lederne fra alle partier til en live-transmitteret TV-debat, hvor lederne for første gang kan gå i direkte duel med hinanden.

Det er DR, der skyder ballet i gang klokken 19.00 på DR1. Her vil scenen være pladsen foran grundloven på Christiansborg, mens ordstyreren vil være nestoren Kim Bildsøe Lassen. Udover det forestående valg er det uklart, hvilke temaer kanalen vil bringe op, og på sin Facebook-profil opfordrer mediet brugere til at sende deres spørgsmål.

Hos TV 2 er det Cecilie Beck, der skal styre slagets gang, og her finder debatten sted klokken 20.50.

Forskningen har de seneste år haft vanskeligt ved at give et entydigt svar på, hvor meget debatterne influerer på valget af den firkant, som vælgeren i sidste ende sætter sit kryds i.

Det er dog sikkert, at der er rigtig mange vælgere, der endnu ikke har bestemt sig for, hvad de skal stemme, de såkaldte tvivlere.

Tilbage i maj viste en Gallup-undersøgelse, at hvert femte vælger, 20 procent, ikke havde bestemt sig for, hvad de ville stemme, hvorfor der altså fortsat er masser af stemmer, der kan vindes.

Begge kanaler vil de kommende uger følge op med flere lignende debatter, ligesom der også vil blive enkelte seancer, hvor det alene er de to statsministerkandidater, der står over for hinanden.