Flere højt profilerede partimedlemmer risikerer at blive smidt ud af de Konservative.

Det er konsekvensen af en række afsløringer i BT. Partisekretær Søren Vandsø har sammen med pressechef Benny Damsgaard undersøgt sagen og meldingen er kontant.

»Det er totalt uacceptabelt og under al kritik at tale dårligt om andre konservative bag deres ryg og i særdeleshed at sprede negative historier om dem i pressen,« siger Søren Vandsø i en besked, som bt.dk er kommet i besiddelse af, på partiets lukkede forum.

BT har afdækket, hvordan en ansat i Den Konservative Pressetjeneste, Morten Scheelsbeck, sammen med den tidligere KU-formand Rune Kristensen og partifællen Nichlas Vind forsøgte at plante en historie i pressen om, at en anden kandidat, Mads Holger, havde raseret et hotelværelse. Historien kunne ikke bekræftes og blev aldrig bragt.

Vandsø opfordrer nu de pågældende personers lokalforeninger at vurdere, om de skal smides ud.

»Derfor har jeg i dag sendt et brev til de foreninger, hvor de involverede personer er tilknyttet, og bedt dem indkalde dem til en samtale og en drøftelse af, om de mener, at de har opført sig på en hensigtsmæssig måde, som har gavnet partiet, og i givet fald, de ikke mener det, drage de fornødne konklussioner,« skriver Søren Vandsø.

Mads Holger har ikke nogen kommentarer til sagen.

Bt.dk forsøger at få uddybende kommentar fra de Konservative.