Lars Løkke Rasmussens kolleger i Venstre er splittede i spørgsmålet om, hvorvidt det er okay, at partiet har betalt for, at formandens familie tog med til Mallorca i kølvandet på valgkampen i 2011.

I Venstre reagerer medlemmerne vidt forskelligt på afsløringen af, at partiet har betalt for, at formand Lars Løkke Rasmussens (V) familie tog med på en tur til Mallorca i kølvandet på valgkampen i 2011.

Blandt de, der forsvarer Lars Løkke Rasmussen, er politisk ordfører Inger Støjberg (V):

»Vi tager os godt af vores formand. Og vi tager os også godt af hans familie. Lars Løkke havde været igennem en ekstremt hård valgkamp. Jeg tror næsten ikke, der er nogen, der kan begribe, hvor hårdt det er for en partileder i et af de største partier at føre sådan en valgkamp. Derfor havde han ikke set ret meget til sin familie, og derfor betalte vi fra Venstres side den rejse,« siger Inger Støjberg.

Også Claus Hjort Frederiksen (V), formand for Venstres økonomiudvalg, mener, det er Venstres pligt at gøre livet »bare lidt lettere« for Lars Løkke Rasmussen, når han har knoklet for at sikre mest mulig Venstre-indflydelse i Folketinget.

»Det at være formand for Venstre er et mere end 100 procents-job. Man ser familien meget lidt, og familien lider store afsavn,« siger Claus Hjort Frederiksen til TV 2 News.

Men folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V) mener, at Løkkes forhold til penge er »under lavmål«.

»Jeg forstår ikke den holdning til penge. Jeg kan slet ikke genkende det. Venstrefolk - i hvert fald i min generation - er påholdende folk, som holder på Venstres penge,« siger den tidligere V-minister.

Fredag kom det frem, at Venstres partikasse har betalt for Mallorca-turen, og tidligere på ugen afslørede Ekstra Bladet, at Venstre har betalt 152.000 kroner for tøj til Løkke i perioden 2010-2011.

I et brev til Venstres medlemmer skriver partiorganisationen efter afsløringen, at Lars Løkke Rasmussen og hans familie fik betalt Mallorca-rejsen, for at Løkke kunne hvile ud oven på den udmattende folketingsvalgkamp i 2011.

»Derfor finder vi det for eksempel ingenlunde hverken odiøst eller moralsk angribeligt, at partiet har betalt flybilletter for formanden og nære familiemedlemmer til et ophold på Mallorca efter valget med henblik på restitution og - for formandens vedkommende - tillige afholdelse af et strategiseminar, der skulle sætte kursen for Venstre i opposition,« står der i brevet.

Tidligere folketingsmedlem og borgmester for Venstre Preben Rudiengaard (V) kritiserer Venstres landsorganisation for at lade Løkke forbruge på partiets regning. Men partisekretær i Venstre Claus Richter siger om beslutningen til Berlingske, at »ligesom vi inviterer Venstres familie med, når vi har folkemøde og landsmøde, så var det helt naturligt at gøre det på den måde«.