'Regeringen er mere handicappet end mig'

Humøret fejler ikke noget hos Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, efter at hun styrtede på ski i Schweitz lørdag.

»Jeg har det okay, humper lidt rundt med krykkerne og sætter mig, når jeg bliver træt. Jeg har fået smertestillende, og så er Lars god til at passe mig og meget omsorgsfuld,« fortæller Pernille Vermund fra telefonen i kæresten, Lars Tvedes 'hytte' i Verbier i Schweitz.

Verbier ligger mellem Alpernes to højeste bjerge Mont Blanc og Monte Rosa og er et af Europas bedste og mest luksuriøse skisportssteder. Byen er fyldt med store chalet'er på bjergsiden over byens hovedgade. Det er her du kan møde tennisstjernen Andre Agassi, den svenske prinsesse Madeleine eller medlemmer af den britiske kongefamilie, hvis du lige skal på gaden efter mælk til kaffen.

Pernille Vermund styrtede på ski lørdag, da hun og Lars Tvede valgte tage en genvej offpiste.

»Vi diskuterede, om vi skulle fortsætte med pisten hele vejen rundt om et naturområde, men valgte genvejen. Jeg kørte utrolig langsomt ned ad en pukkelpist, men da jeg så skulle vende, sad den ene ski fast i sneen, mens kroppen drejede og så væltede jeg. Da jeg lå der med det ene ben, der lå helt skævt, troede jeg et øjeblik, at det ville falde af. Men sådan gik det heldigvis ikke,«  ler Pernille Vermund.

Hun og Lars Tvede var alene i miles omkreds, da uheldet skete. Vermund ville helst selv komme ned ad bjerget og forsøgte også på en enkelt ski, men det gik ikke. Så selvom hun syntes 'det var pinligt at blive hentet af redningshelikopter', fik Lars Tvede det sidste ord i den sag. Han ringede efter lægen, der traf beslutning om helikopteren, der fragtede hende til det nærliggende hospital.

Kommunikationen med lægerne på hospitalet foregik på fransk, men selvom Pernille Vermund taler udmærket fransk, så er hun ikke helt stiv i 'hospitalsfransk'.

»Der er nok tale om en forstuvning af knæet, men de siger, at der er noget med menisken, så ikke er helt, som det skal være. Men jeg slap heldigvis for at blive opereret. Så lige nu er regeringen derhjemme faktisk mere handicappet, end jeg er,« siger Pernille Vermund, der har fulgt nøje med i den hjemlige politiske situation under sin skiferie i denne uge.

«Det bliver interessant at se, hvordan regerinen vil handle nu, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har forlovet sig. De har jo ikke meget manøvrerum. Til gengæld er det nu tydeligt, at Dansk Folkeparti ikke længere er et borgerligt parti, og det kan vi allerede se på vores vælgertilslutning. Vi kan se, at vi nu overtager borgerlige vælgere fra Dansk Folkeparti,« siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige stod til at komme i Folketinget med ni mandater, da partiet afleverede de nødvendige underskrifter for at kunne stille op til Folketinget i efteråret. Siden da har Nye Borgerlige mistet tilslutning og de seneste meningsmålinger har ikke givet partiet stemmer nok til at komme over spæregrænsen på to procent.

Derfor håber Pernille Vermund nu, at den nye politiske konstellation mellem DF og S bliver en gylden mulighed for Nye Borgerlige.