Partifælle pyntede på Thornings profil: Fjernede et helt afsnit på wikipedia

En socialdemokratisk folketingskandidat ændrede 23 gange Wikipedia-oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidt.

En folketingskandidat for Socialdemokraterne kæmpede ihærdigt på det meget besøgte onlineleksikon Wikipedia for at ændre befolkningens opfattelse af statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt.

Uden at give sig til kende som socialdemokrat ændrede Kaare Dybvad hele 23 gange i tekster om personsager med Helle Thorning-Schmidt, der stod på Wikipedia i perioden april 2011 til juni 2011.

Kaare Dybvad delte på samme tidspunkt ud af røde roser og valgløfter i Nordvestsjælland for at blive valgt som én af 93 socialdemokratiske folketingskandidater.

Det er i strid med de retningslinier, som Socialdemokraterne har for at føre valgkamp.

LÆS OGSÅ: Venstres presseafdeling ændrede wikipedia-side om Lars Løkke

LÆS OGSÅ: Web-ups: Trane Nørbys ansatte rettede 31 gange i hendes leksikon

Vi respekterer Wikipedia

- Det er vores politik i Socialdemokraterne, at vi ikke ændrer i det, som står i et leksikon som Wikipedia - det skrev vi faktisk også i den kandidathåndbog fra 2011, som alle kandidater modtog op til valget, siger partisekretæt Lars Midtiby til BT.

Socialdemokraterne fortæller, at partiet respekterer, at Wikipedia skal være et neutralt leksikon, der ikke bliver brugt som politisk kampplads - og man vil ifølge partisekretæren ikke acceptere, at en partiansat fjerner problematiske sager, som BT lørdag kunne bevise, at en ansat i Venstre havde gjort ved at fjerne sager fra tidligere statsminister Lars løkke Rasmussens Wikipedia-side.

LÆS OGSÅ: Skjulte telefon-regninger og cv-fup hos TV-vært

’Skatteanklager’

Men dette budskab var altså ikke nået Kaare Dybvad, der er ivrig Wikipedia-bruger. Blandt andet omdøber han skattesagen til ’BTs skattesag’ og senere til ’skatteanklager’, og han omtaler medier i England som ’højreorienterede aviser’, fordi de skrev om skattesagen i Danmark. Den 3. maj 2011 fjerner han et helt afsnit på Wikipedia, hvor der stod, at Helle Thorning-Schmidts tabte kampen om at blive kandidat i Amagerbrokredsen i 2002 mod tidligere minister Birte Weiss’ søn, Lars Weiss.

’Partiforeningsformand Jan Salling Kristensen beskyldte Helle Thorning-Schmidt for at overflytte medlemmer fra andre partiforeninger og for politisk at ligge mere på linje med statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre end med Socialdemokraterne,’ står der i afsnittet, som Kaare Dybvad blot fjernede.

I en mail til BT skriver Kaare Dybvad, at han ikke kan se, hvad han har gjort galt.

- Jeg respekterer og følger de løbende diskussioner i Wikipedias brugermiljø, og det er ikke vedtaget politik, at man ikke kan bidrage til artikler, som man kan ventes at have økonomiske interesser i. Jeg rådgiver til daglig professionelt om Wikipedia. Jeg kan i øvrigt fortælle, at jeg ikke har løst kundeopgaver for hverken Helle Thorning-Schmidt eller Socialdemokraterne.

Skriver meget ihærdigt

Ifølge formanden for Wikimedia Danmark skal en partikandidat ikke rette i sider om politik.

- Der er en del af dem, der skriver meget ihærdigt for at få os til at fjerne ubehagelige sager, Men det korte af det lange er, at det skal de ikke bestemme. Vi lytter selvfølgelig til argumenter, men leksikonet er til for brugerne. Ikke for partier og politikerne selv, siger Ole Palnatoke Andersen til BT.

Han kender godt navnet Kaare Dybvad, men er aldrig blevet oplyst om hans politiske tilknytning.

- Nogle gange opdager vi det desværre ikke, siger han.

Læs også: