DF kræver folkeafstemning om bankunionen, uanset om det bliver tale om suverænitetsafgivelse eller ej.

Står det til Dansk Folkeparti, skal danskerne i stemmeboksen, hvis Danmark skal deltage i det fælles banktilsyn, som EU’s finansministre forhandlede på plads natten til torsdag, skriver Berlingske.

Dansk Folkeparti EU-ordfører, Pia Adelsteen, ser banktilsynet som ’endnu et skridt mod øget integration i EU’.

- Det her tilsyn får de samme beføjelser, som det danske finanstilsyn har. Hvis Danmark tilslutter sig det, betyder det, at det er EU, der kommer til at føre tilsyn med de danske banker og kan overtrumfe det danske finanstilsyn, siger Pia Adelsteen.

Banktilsynet er første skrift på vejen til en bankunion. Næste gang skal EU’s finansministre forhandle næste element, som bliver en fælles ordning for redning af banker.

Med blikket rettet mod den netop indgåede aftale om banktilsynet, kræver Pia Adelsteen en folkeafstemning, hvis Danmark skal være med.

- Selvfølgelig skal danskerne spørges, om det er noget de vil være med i, uanset om der bliver tale om suverænitetsafgivelse eller ej, siger Pia Adelsteen.

Også Enhedslisten har tidligere understreget, at partiet vil kræve en folkeafstemning, hvis Danmark mister indflydelse på tilsynet med de danske banker som konsekvens af det europæiske banktilsyn. Det er tilfældet med aftalen i nat.

Regeringen vil vente med at tage stilling til bankunionen før alle elementer er på plads. Bliver der tale om reel suverænitetsafgivelse til EU, skal danskerne stemme om det.

I en kronik i dagens Information vurderer økonomiprofessor ved Syddansk Universitet Christen Sørensen, at en folkeafstemning formentlig vil være nødvendig, hvis Danmark skal med i den samlede bankunion.

- Det er min vurdering, at Danmark ikke kan tiltræde Kommissionens nuværende forslag uden en folkeafstemning, skriver han.

Hvis der er tale om suverænitetsafgivelse, skal fem sjettedele af Folketinget stemme for dansk deltagelse, før Danmark kan være med. Dansk Folkeparti og Enhedslisten kan altså i da fald gennemtrumfe en folkeafstemning.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER