Et nummerpladesystem, højere bødestraf og bedre mulighed for beslaglæggelse er på bordet efter dødsulykke.

København. To personer mistede tidligere på måneden livet, da en vandscooter i Københavns havn med høj fart bragede ind i en langsomt sejlende udlejningsbåd med flere personer.

Det skal være slut med den slags "vanvidssejlads", mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Derfor får Pape onsdag besøg af Københavns overborgmester, politiet og andre relevante myndigheder for at drøfte, hvad man kan gøre ved problemer med vandscootere.

Tre ting har Pape helt sikkert med ved bordet: Der skal indføres et nummerpladesystem, der skal indføres højere bødestraf, og der skal være mulighed for beslaglæggelse.

Nummerpladesystemet skal gøre det lettere for myndighederne at finde personen, som har ansvaret for vandscooteren.

Ifølge Pape er det vigtigste, at politiet kan identificere personer, som laver ballade på vandet. Så bliver det også nemmere at anholde de skyldige.

- Det er en dybt tragisk ulykke, som viser, hvor utrolig farligt vanvidssejlads er. Nu er det sket i København, men det kan også ramme andre steder i landet.

- Jeg er åben over for alle gode forslag til, hvordan vi sikrer, at den slags ulykker ikke sker igen, sagde Pape tidligere på måneden.

En 24-årig fører af en vandscooter er sigtet for dobbelt uagtsomt manddrab for hensynsløst at have udsat andre for livsfare og for at have undladt at hjælpe personer i nød.

To amerikanske kvinder, der befandt sig i båden, mistede livet. De var i begyndelsen af 20'erne. Begge var i Danmark på skoleophold.

Den sigtede mand var en del af en gruppe, som på seks vandscootere - eller jetski - sejlede ind i havnen. Ifølge politiets oplysninger blev der sejlet med i hvert fald 55 kilometer i timen.

Til politiet har den 24-årige sagt, at han forsøgte at undvige udlejningsbåden. Han gik i panik efter påsejlingen og satte ligesom de andre kursen mod Brøndby Havn. Her blev de alle anholdt.

/ritzau/