Ny politisk leder. Ny formand. Nye tider i de konservative. På vej mod fremgang. Sådan præsenteredes Søren Pape Poulsen (K) på de Konservatives Landsråd i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

På en borgerlig grøn baggrund talte Søren Pape Poulsen for første gang til partiet, de delegerede og pressen. Bag ham stod de Konservatives nye valgslogan, der skal bære partiet frem mod et valg. 'Mennesker først' skal turnere de sociale medier og hjælpe de Konservative til et bedre valgresultat end i 2011.

Og på talerstolen gjorde Søren Pape flittigt brug af det nye slogan.

Læs også: Pape: Vi har selv sat systemet før mennesket

- Der skal ikke være et menneske i Danmark, som ikke er klar over, at vi sætter mennesker først, sagde Søren Pape Poulsen fra talerstolen.

- Jeg ønsker et samfund, hvor vi sætter mennesker først, sagde han også.

Og satte tryk på til deltagernes store begejstring.

- Det er tid til at sætte mennesker først!

Læs også: Serup: Dette kan Søren Pape lære af Connie og Henriette Kjær

Men midt i alt det nye, er der sneget sig lidt genbrug ind i den nye konservative plan. Allerede i 2001 var Socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen på banen med samme slogan.

Under overskriften 'Mennesker først: Fri og fælles i det 21. århundrede' gik Poul Nyrup og Socialdemokraterne til valg mod Anders Fogh (V) og Bendt Bendtsen (K). Dengang var 'Mennesker først' ikke lig med en valgsejr, da V og K tog sejren og satte sig på magten i de næste ti år.

Tiden vil vise, om Søren Pape Poulsen og de Konservative har mere held med sloganet, end den røde fløj havde.