Flere politikredse oplever, at dømte rocker- og bandemedlemmer river bøder i stykker, selv om de har penge.

København. Hvorfor i alverden er det kun en forsøgsordning?

Sådan vil danskere, der betaler deres skat og parkeringsbøder måske tænke, når de hører om det "bødehåneri", som politiet ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplever.

Fra 1. marts i år er tre politikredse involveret i en forsøgsordning. Politiet foretager ransagninger hos typisk rocker- og bandemedlemmer, som kører i rundt i store biler, men nægter at betale bøder for kriminelle handlinger.

Og dem er der tilsyneladende flere af. I hvert fald siger justitsminister Søren Pape Poulsen på et samråd i Folketingets Retsudvalg torsdag:

- Nogle politikredse oplever, at personer nægter at betaler, selv om de er i besiddelse af store pengebeløb eller værdigenstande.

- Der er eksempler på, at dømte smider bøderne væk i politiets påsyn eller i hånende vendinger gør politiet opmærksom på, at de allerede har gæld til det offentlige, som ikke inddrives på grund af manglende betalingsevne, siger Søren Pape Poulsen.

Forsøgsordningen skal nu gøre noget ved problemet. Den blev indført 1. marts hos Fyns Politi, Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.

- Indsatsen er særligt rettet mod rocker- og bandemedlemmer, som over for politiet tydeligt signalerer, at de ikke har til hensigt at betale bøderne.

- Hvis politiet ved ransagninger eller kontrol finder større pengebeløb eller værdigenstande, så bliver de inddraget, siger Søren Pape Poulsen.

Forsøgsordningen løber frem udgang af august i år. Herefter vil Justitsministeriet og Rigspolitiet vurdere, om ordningen skal udbredes til hele landet.

Samrådet er indkaldt af Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, som kalder det stødende for retsfølelsen, at nogle personer tilsyneladende slipper for at betale bøder.

Ifølge Søren Pape Poulsen lykkes det dog politiet at indkræve 80 til 85 procent af bøderne ad frivillighedens vej.

Sker det ikke, så er det op til Skat at inddrive bøderne. Eksempelvis ved at tage dem ud af folks løn.

Politiet sender anmodningen videre elektronisk til Skats inddrivelsessystem.

- Det er Rigspolitiets vurdering, at den elektroniske fremsendelse fungerer tilfredsstillende, siger Søren Pape Poulsen.

En aktindsigt, som P1 har fået, viser dog, at Skat har svært ved at følge op på anmodningerne.

På fem år har politi og domstole ifølge P1 videresendt 318 ubetalte kæmpebøder - alle på over en million kroner - til inddrivelse hos Skat.

Af en samlet bødesum på 1,7 milliarder kroner er det lykkedes Skat at inddrive mindre end én procent: 13 millioner kroner, oplyser P1 på baggrund af aktindsigten hos Skat.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at inddrivelsesområdet fortsat er stærkt præget af kollapset af den automatiske inddrivelse og det kuldsejlede inddrivelsessystem EFI, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Den nylige aftale om at tilføre Skat flere medarbejdere og nyt it afhjælpe en del af problemet, mener skatteministeren.

Han understreger dog samtidig, at nogle bøder aldrig vil kunne inddrages, fordi folk ikke kan betale.

/ritzau/