Kvaliteten i landets fritidsinstitutioner er blevet dårligere efter skolereformen, mener tre ud af fire pædagoger i ny undersøgelse. Samtidig peger BUPL på, at mange børn er blevet meldt ud som konsekvens af reformen.

Implementeringen af skolereformen er sket på bekostning af fritidsinstitutionerne.

Det viser en ny undersøgelse blandt BUPLs pædagoger og ledere.

Her vurderer 73 procent af pædagogerne, at kvaliteten i fritidsinstitutionerne er blevet dårligere som følge af folkeskolereformen.

Udviklingen bekymrer faglig sekretær i BUPL Lars Søgaard.

»Børnene har det faktisk ikke så godt, og der er mange, som bliver meldt ud - særligt de børn, som er mest udsatte,« siger han.

I undersøgelsen svarer 31 procent af pædagoglederne, at andelen af seks-niårige i deres institution er meget mindre eller mindre i dag sammenlignet med samme tidspunkt for et år siden, hvor skolereformen endnu ikke var trådt i kraft. Blandt de 10-14-årige er tallet 38 procent.

»Der går omkring 20.000 færre børn i fritidsinstitutioner nu end sidste år,« siger Lars Søgaard.

Det skyldes blandt andet, at der som følge af reformen er blevet mindre tid til aktiviteter og fordybelse i fritidsinstitutionerne, vurderer den faglige sekretær.

»Og det er ikke kun børnene, det går ud over. Undersøgelsen viser også, at pædagogerne har rigtig svært ved at finde fodfæste. En af intentionerne med reformen var jo at bruge pædagogernes kompetencer til at øge børnenes trivsel. Men det ser ikke ud til, at det er det, der sker,« siger Lars Søgaard.

Flere kommuner har forsøgt sig med mere eller mindre kreative løsninger for at spare på SFOerne og trække ressourcer over på skolerne. I Hjørring trak det landsdækkende overskrifter, da kommunen i 2013 besluttede sig for helt at lukke SFOerne i forbindelse med skolereformen. I stedet indførte kommunen et gratis tilbud om halvanden times frivillig undervisning på skolen og pasning i kommunens børnehaver for de skolebørn, der bliver afleveret før klokken otte eller hentet efter klokken 15.30.

I denne uge har Hjørring Kommune dog besluttet sig for at genåbne SFOerne, hvilket glæder Liselotte Thomsen, der er formand for BUPL Nordjylland.

»Det har fra starten været en fejlslagen politisk beslutning at lukke skolefritidsordningerne. Nu ser vi frem til, at børnene kan vende tilbage til et ordentligt fritidstilbud efter skole, og jeg håber, at andre kommuner lærer af erfaringerne fra Hjørring. SFOerne skal styrkes - ikke lukkes,« siger Liselotte Thomsen i en pressemeddelelse.

Imens opfordrer Lars Søgaard politikerne på Christiansborg til at tage SFOer, klubber og fritidshjem med i deres serviceeftersyn af skolereformen.

»En af løsningerne er sociale normeringer, så det er gratis for de børn, der har mest brug for at gå på fritidshjem,« siger han.

Folkeskolereformen trådte i kraft 1. august 2014.