BUPL savner mere dialog mellem institutioner, kommuner og politikere om, hvordan man skaber mere kvalitet uden at indføre unødigt bureaukrati.

Landets kommuner og daginstitutioner skal naturligvis overholde reglerne, når det kommer til dagtilbudsloven. Men det skal ikke betyde, at der kommer unødigt regelrytteri.

Det mener pædagogernes landsforbund, BUPL, efter Danmarks Evalueringsinstitut i en undersøgelse ifølge Politiken konkluderer, at hver tredje kommune ikke lever op til dagtilbudsloven, når de sender en pædagogisk konsulent ud for at føre tilsyn i institutionerne.

»Selvfølgelig skal man overholde dagtilbudsloven, og selvfølgelig skal kommunerne interessere sig for kvalitet og de mål, man skal opfylde efter loven. Men når det er sagt, er jeg bange for, at man med den her diskussion får skabt et behov for at skærpe tilsynet, så man får endnu en tjekliste, som pædagogerne skal udfylde, og som tager tid fra børnene,« siger Elisa Bergmann, der er formand for BUPL.

Ifølge dagtilbudsloven skal tilsynene med daginstitutionerne indeholde seks konkrete elementer fra tjek af pædagogiske lærerplaner til sprogudvikling af børnene. Men det er oftest, når det drejer sig om personalets kvalifikationer og børnenes trivsel, at tilsynene helt udebliver.

Elisa Bergmann håber, at den nuværende diskussion vil munde ud i et større fokus på øget dialog mellem parterne, så man på den måde kan skabe bedre forhold i institutionerne og særligt dem, der har mest brug for ekstra hjælp.

»Det er vigtigt, man ikke bare lægger et spørgeskema ud til lederne, eller der kommer en konsulent ud og interviewer, og man så skal lave en tjekliste. Det, vi har brug for, er, at de institutioner, der har særlige udfordringer, får den hjælp, de har brug for. Og vi har brug for en kontinuerlig dialog mellem kommunernes forvaltning og medarbejderne og politikerne og medarbejderne,« siger hun.