Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) viser nu med al tydelighed, at det er hende, der egenhændigt fastlægger den danske udenrigspolitik.

For mens udenrigsminister Villy Søvndal (SF) gik rundt i Thorshavn og forsøgte at finde en løsning på den færøske makrel- og sildekrig, besluttede hun i går højst overraskende at ændre Danmarks kurs i FN og give sin støtte til en amerikanskledet militær aktion mod Syrien.

Vel at mærke uden det normalt så afgørende FN-mandat.

’Utænkeligt’

Så sent som mandag aften var et sådan skridt fra Danmarks side ifølge Villy Søvndal nærmest utænkeligt. Han gentog fra Thorshavn den danske holdning om, at det er ’afgørende’, at man ikke tager ansvaret væk fra FNs Sikkerhedsråd i den nuværende situation.

Helle Thorning-Schmidt mente på dette tidspunkt heller ikke, at en eventuel dansk deltagelse i en aktion mod Syrien var oppe over.

Men så tog begivenhederne fart og efterlod Villy Søvndal ydmyget som manden, der pludselig befandt sig det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt.

Da den amerikanske udenrigsminister John Kerry mandag sagde, at USA overvejer en militær straffeaktion mod Syrien, satte han gang i en lavine af begivenheder.

Statsministeriet udbad sig et hurtigt overblik over den ny sikkerhedspolitiske situation, og det gav hektisk diplomatisk aktivitet på de danske ambassader i Paris, London og Washington. I London afbrød den britiske premierminister, David Cameron, sin ferie og hasteindkaldte det britiske parlament til i morgen.

Fortalte det i tale på KU

Herhjemme holdt Thorning i går formiddag en tale på Københavns Universitet, samtidig med at hendes finansminister fremlagde regeringens budget for næste år. TV2 News havde sendt et kamerahold til universitetet, og da den unge reporter i bløde vendinger spurgte til Syrien, lod statsministeren bomben springe med ordene: Danmark er parat til at gå uden om FN.

- Hvis FNs Sikkerhedsråd ikke vil reagere, bliver vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre, sagde Thorning.

Hendes melding var så overraskende, at en konkurrerende tv-kanal troede, at det var en fejl og ringede til Statsministeriet for lige at høre om den var god nok, inden man turde sende historien ud.

Selv om kilder i Statsministeriet og Udenrigsministeriet tegner et enslydende billede af, at Thorning har været i tæt dialog med Søvndal - og i øvrigt også med Margrethe Vestager (R) og Annette Vilhelmsen (SF), bekræfter de også, at det var nødvendigt at korrigere den kurs, som Villy Søvndal hidtil har stået for.

Læs hele historien i BT i dag.

Hvad mener du?

Deltag i debatten